Slagteristrædet
4000
Roskilde
Danmark
Når noget forgår, opstår der nyt. Og sådan er det med den gamle slagterigrund tæt på Roskilde Station. De gamle bygninger er væk, slagteriskolen er for længst flyttet til nyt, og nye boliger er skudt op på den 15.000 kvadratmeter store slagterigrund midt i Roskilde by. Her er skabt et nyt boligkvarter midt i en af Danmarks ældste byer, Roskilde.
Der har været to bygherrer på boligerne. Boligselskabet Sjælland har opført 110 almene boliger, mens KPC har opført 80 private boliger – også til udlejning. KPC har indgået et joint venture med Heimstaden om opførelse af de 80 boliger samt to mindre erhvervslejemål og et underjordisk parkeringsanlæg på den tidligere slagteriskolegrund i Roskilde. De 80 boliger er på mellem 80 og 120 kvm med et samlet areal på knap 8.000 kvm. Ejendommen fordeler sig i langstrakte og forskudte bygningsforløb.
Det er Årstidernes Arkitekter, der har været arkitekt på begge bygherres projekter, og her man valgt at skabe et boligkvarter, der uanset boligtype skaber et harmonisk og fælles område i farver og byggestil – og så lege lidt med facaderne. Bygningerne varierer desuden i højde, og det skaber diversitet i området. De i alt fire bygninger er flettet ind i hinanden, så det umiddelbart kan være svært at skelne de to bygherrers bygninger.
Men der er dog en fremtrædende forskel. KPC’s boliger er alle med altaner, som er monteret med beslag på bagmuren. Altanerne er med hårdttræsgulve og med værn af galvaniseret stål.
I det samlede byggeri er der leget med facadeudtrykket i forhold til skalmuringen, hvor der er brugt flere forskellige lyse teglsten som Sand og Bronsgroen samt forskellige murstensforbandter på de i alt fire bygningskroppe.
Især teglstenen Bronsgroen giver et farvespil til bygningerne med dens hvide og sarte grønne nuancer. Det er en teglsten, der samtidig har et ”modent” look og hjælper til at bibeholde lidt slagterisjæl blandet med de mere stringente sandfarvede teglsten. Vinduespartierne i umbragrøn bryder med de gule facader uden at larme, men læner sig op ad murværket.
Der har fra start været fokus på den gamle slagterigrunds jordforhold grundet beliggenheden tæt på banen. Det har betydet, at grunden efter nedrivningen af de gamle bygninger, har været kortlagt som forurenet niveau 2.
Derfor er der foretaget adskillige miljøundersøgelser af jord og grundvand, som Rådgivende Ingeniørfirma Jord Miljø A/S har stået for. Derudover har virksomheden foretaget bygningsundersøgelser af de gamle bygninger inden nedrivningen for at kortlægge omfanget af forurenede bygningsmaterialer.
– Det positive var, at jorden ikke var så forurenet, som udgangspunktet lagde op til. Vi fandt ikke noget, som overraskede os, og konklusionen var, at hovedparten af jorden faktisk var ren, forklarer adm. direktør Anders Søvsø.
Dog blev der ikke taget nogen chancer, og derfor foretog Jord Miljø adskillige og grundige miljøundersøgelser. Samtidig udførte virksomheden tilsyn på pladsen under udgravning til fundament. Her blev den opgravede jord sorteret i forskellige klasser, og dernæst blev der atter foretaget prøver af byggefelterne. Jord Miljø foretog desuden de geotekniske undersøgelser for at vurdere den sikreste og mest økonomiske funderingsmetode.