Bastionen
Richard Mortens Vej 60-70
2300
København S
Danmark
Ørestad Syd har en unik beliggenhed. Her har man det store naturområde Kalvebod Fælled mod syd og vest, samtidig med, at man kun er få minutter væk fra de centrale dele af København via metroen. I den sydlige ende er bydelen opbygget tæt med store karréstrukturer, som man kender det fra de gamle dele af København.
En af de nyeste tilføjelser er det store boligbyggeri Bastionen, der rummer 226 udlejningslejligheder på 2-5 værelser i størrelser på 56-134 kvm. Bastionen er opført for Balder Danmark A/S med Sjælsø Management som styringsentreprenør og tegnet af Danielsen Architecture A/S.
– Vi har tegnet byggerierne til hele seks byggefelter i området, og vi arbejder også selvstændigt med landskaber herude. Når vi har vundet de konkurrencer, tror jeg i høj grad, at det handler om, at vi er omhyggelige med at give hvert projekt sin helt egen identitet, selv om rigtig meget er givet på forhånd i lokalplanen. Et fællestræk for alle byggerierne er dog, at vi arbejder meget med at få trukket fælledens natur helt ind i byområdet, forklarer partner i Danielsen Architecture A/S Lise Bækgaard.
Bastionen er grundlæggende opbygget som en stor, næsten kvadratisk, karré der går op i otte etager i de tre hjørner. Bygningen er opdelt i mindre blokke, der forskyder sig i plan og desuden trapper ned til henholdsvis syv, seks og fem etager. Det sydvestlige hjørne er åbent, men har fået tilføjet en børneinstitution i form af en selvstændig treetages bygning. Den lave bygning lukker mere sollys ind i det store gårdrum.
Facaderne er beklædt med teglsten i forskellige varme nuancer for at skabe variation, mens dør- og vinduesrammer er holdt i mørke farver. En unik feature ved byggeriet er de ”hængende haver”, der sidder vertikalt indskudt mellem blokkene i facaderne mod vest, nord og øst. I terræn giver spalterne adgang til gårdrummet fra gaden, mens de på etagerne fungerer som store uderum, der deles af de tilstødende lejligheder. 32 lejligheder har adgang til vinterhaverne, der er på 18-28 kvm. De har glashus i midten samt altan til to sider.
– Det første indtryk, du skal have af de hængende haver, er, at det grønne bare vælter ud over altanforkanterne både mod gaden og mod gården. Med udgangspunkt i solholdene har vi valgt forskellige typer planter, bl.a. stedsegrøn kaprifolie, blåregn, klematis, vin og laurbær, som giver forskellige stemninger, og som vil se lækkert og friskt ud året rundt, fortæller landskabsarkitekt og salgs og designleder Gudny Marta Gudlaugsdottir fra Danielsen Urban Landscape.
Selv om kælderen rummer parkering og cykelparkering, skal det store gårdrum ud over rekreative områder også give plads til praktiske funktioner som cykelparkering og affaldshåndtering.
– Med udgangspunkt i de hængende haver og portåbningerne har vi lavet fire akser, der skaber rum i rummet i det meget store gårdrum. Vinden kan være en udfordring i Ørestad Syd. Som vindbrydere i akserne bruger vi en pergola tilplantet med klatreplanter, aflange plantebede med fyrretræer, plantevægge med klatreplanter og beplantningsfelter med høje elefantgræsser. Langs folks boliger har vi en mere intim kantzone, hvor vi går ned i skala, og så har vi forskellige grønne områder og aktivitetsrum med bl.a. basketbane og multibane. Der er også zoner til ophold med grill og bænke, så vi appellerer til de forskellige typer beboere, siger Gudny Marta Gudlaugsdottir.