Kragelundskolen
Parkvej 18
8270
Højbjerg
Danmark
En by uden et torv eller en krop uden hjerte er som en skole uden et samlingssted. Det har Kragelundskolen syd for Aarhus nu omsider fået. Samtidigt har den fået et tydeligt indgangsparti, der indrammer hele det nye bygningsafsnit.
Røde teglsten giver en direkte og fin arkitektonisk sammenhæng med resten af skolen, som er udbygget af flere etaper til en af byens største skoler med over 800 elever. Skoleleder Lene Mols er lettet over, at skolen nu har et sted at samles – hvad enten det er dagligdagens pauser eller til større arrangementer.
En markant trappe peger entydigt på hovedindgangen, hvor store glaspartier også på førstesalen giver indtryk af en åben og indbydende bygning. Lyset fylder rummet inden døre med det dobbelthøje torv, der har vandrette ovenlys-bånd og i øvrigt dagslys fra flere verdenshjørner.
Eleverne arbejder stilfærdigt i grupper rundt omkring, indtil frokostklokken lyder, og det myldrer med børn mellem etagerne. Her i skolens nye hjerte mødes morgen-SFO-børn, her spiser mange børn, og der er fint indrettet til forskellige former for gruppearbejde. Tilbygningens form er en vredet geometri, hvor kontakten til omgivelserne giver et dynamisk rumforløb mellem faglokaler, fællesrummet og administrationen. Denne sammenfletning, hvor især musik (med foldedør til torvet) og hjemkundskab kan bidrage til fællesrummets oplevelser og fleksibilitet.
En spiraltrappe forbinder de to etager i den nye bygning, og balkonen rundt om atriet med glasværn giver naturligvis en nærhed mellem etagerne. Den nye bygning er lagt til en eksisterende fløj i en klassisk kamstruktur. Fra de yderste fløje er der fortsat et stykke vej til det nye samlingssted, men dette livlige sted har også givet skolen en anden bevidsthed om et centrum på skolen.
Kragelundskolen har længe haft et pladsproblem samtidigt med, at skolen manglede rum til moderne undervisning, der stiller større krav til fleksible lokaler. Da projektet blev sat i gang af Aarhus Kommune, var skolen allerede afklaret med sine problemstillinger og behov, og det gav et konstruktivt samarbejde med bygherrerådgiverfirmaet
DK2 bygherrerådgivning i Aarhus. Udover konkret pladsmangel var ønsket også en pædagogisk modernisering og et samlingssted.