Nordstjerneskolen
Rimmens Allé 75
9900
Frederikshavn
Danmark
Store skoler er kommet på mode igen, men de har taget ved lære af de engang så lovpriste lilleskoler. Nordstjerneskolens 1.200 elever og 160 ansatte vil nemt rende på hinanden på skolens kuperede torv, men de vil lige så let kunne trække sig tilbage ud i stjerneformens takker for at fordybe sig individuelt, i grupper eller som hele klasser.
I dagens og fremtidens Danmark må man gerne ligge ned og lære. Eller stå op og sidde henslængt med benene oppe på bordet. Den flimrende mediemangfoldighed sætter et fysisk aftryk på de templer, hvor børn og unge mødes med voksne fagfolk for sammen at forme næste generation. Det er sådan, man skal se Nordstjerneskolen, Frederikshavns nye midtbyskole, som fra nytår har afløst tre udtjente folkeskoler.
Den har været planlagt længe. Byens lokale tegnestue Arkinord A/S havde en intern aftale med MT Højgaard A/S om at byde ind på opgaven, men da det blev aktuelt, enedes de to om at styrke vinderchancen ved at knytte et større arkitektfirma til teamet, der desuden talte det nordjyske ingeniørfirma Brix & Kamp A/S.
Det er således Arkitema A/S fra Aarhus, der har stået for idé, design og myndighedsprojekt, mens Arkinord har taget sig af hoved- og detailprojektering og den daglige kontakt til byggepladsen. En fjerde aktiv rådgiver gennem hele processen er det selskab, hvorigennem MT Højgaard og DEAS Ejendomsadministration har entreret med Frederikshavn Kommune om 25 års drift og vedligeholdelse af bygningen gennem en OPS-aftale (Offentligt-Privat Samarbejde).
– Tidsrammen har været meget kort, og skolen er nærmest blevet tegnet færdig samtidig med, at den blev bygget. Samtidig har budgettet været stramt, og vi er da stolte af, at byen har fået så flot en skole til en udgift, der svarer til 175.000 kr. pr. elev. I hovedstadsområdet kan et tilsvarende beløb løbe op i 400.000 kr., siger Carsten From, partner og sagsarkitekt, Arkinord A/S.
Opstartsfasen kompliceredes af Frederikshavns særlige undergrund og af områdets fortid som fyldplads. Efter at nogle idrætsbygninger på grunden var blevet fjernet, måtte firmaet Andreasen & Hvidberg K/S i Aalborg i gang med geotekniske undersøgelser, miljøtilsyn og myndighedshåndtering.