Handicapboliger Skælskør
Park Allé 5
4230
Skælskør
Danmark
På afstand ser det ud som et almindeligt, traditionelt rækkehusbyggeri. Først når man kommer indenfor opdager man, at det er handicapboliger.
Men det har også været det erklærede mål for Slagelse Kommune, der er bygherre på projektet. At skabe 20 nye, moderne og tidssvarende boliger for handicappede. Boliger som på en og samme tid opfylder den enkelte beboers indlysende behov for og ret til et privatliv. Men som også giver mulighed for fællesskab og samvær med andre.
Et andet vigtigt mål har samtidig været at opfylde medarbejdernes behov og arbejdsvilkår. Det er en balancegang på en og samme tid at respektere beboernes privatliv og samtidig opfylde tidens krav til en moderne arbejdsplads. Begge mål er indfriet til fulde i de nye boliger i Skælskør.
Byggeriet af de 20 boliger på samlet 1.500 kvm og et personalehus på 300 kvm blev påbegyndt i september 2011. I løbet af februar 2013 havde håndværkerne travlt med at lægge sidste hånd på byggeriet, så alt kunne stå klar til indflytning i april 2013. De fremtidige beboere kan se frem til et velindrettet område, hvor alt er anlagt i et plan, således at også kørestolsbrugere kan færdes uhindret, inde såvel som ude. Boligerne er opført i lysgule mursten med en hvid melering, kaldet Stella Mista. Det er Assens-virksomheden Strøjer Tegl A/S, der har leveret disse sten. Med de røde tegltag fremstår byggeriet lyst og indbydende. Trods de moderne, arkitektoniske linjer har byggeriet et umiskendeligt traditionelt dansk præg.
Projektet blev sendt i en begrænset licitation, hvor det blev Farum-virksomheden G.L.V. Entreprise A/S, der fik opgaven i hovedentreprise. Virumgård Arkitekter A/S har tegnet projektet, mens den rådgivende ingeniør er EKJ Rådgivende Ingeniører A/S. I løbet af godt et år har deres forenede indsats, godt hjulpet af adskillige håndværkere, forvandlet en tidligere kornmark til et nyt boligområde.
Hver bolig har egen indgang, hvortil besøgende ankommer til et vindfang, der bedst kan beskrives som et drivhus, idet både ydervæg og tag er udført i polycarbonat, hvilket allerede ved ankomsten giver indtrykket af en lys og indbydende bolig. Herfra træder man indenfor i et stort, lyst rum, hvor der er indrettet tekøkken og hvor det er muligt, hvis beboeren ønsker det, at opsætte en flexvæg, således at soverum kan adskilles fra opholdsstue. Boligen har parketgulv i asketræ.