Tilbygningen med indgangsparti fungerer fint i sammenbygningen med den øvrige skolebygning og landskab. Dog er udtrykket mere luftigt og åbent og signalerer derved også en ny type skolebygning.
Forlængelsen af en stribe undervisningslokaler er af arkitektfirmaet GPP udformet som en frisk pust mellem de røde teglmure. Her er store glaspartier og adgang til en altan (og brandtrappe).
Trappen mellem atriets to etager giver yderligere dynamik mellem etagerne og glasværn giver en visuel kontakt mellem de to etager i atriet.
Kragelundskolens hjerte er et komplekst rum med mange faglokaler tilknyttet udover administration på begge etager. Et meget anvendeligt rum, der derfor altid er i brug. Ovenlys og vinduer til flere retninger sikrer dagslys og en god atmosfære.