Pulshuset
Edvard Thomsensvej 2
2300
København S
Danmark
En af de nærmeste genboer er Fields. Til børnenes skole eller gymnasium er der fem minutters gang. Til de golfglade ligger der 18 huller for enden af vejen. Søndagsturen kan gås på Amager Fælled, og når resten af familien kommer til housewarming, er der billige hotelværelser henne på hjørnet. At huset med 108 nye boliger i Ørestad har fået navnet ‘Puls’ behøver derefter næppe uddybning.
Det var oprindeligt et projekt til et kontorhus, som ejendomsselskabet Ceraco havde i tankerne, da dialogen i 2008 begyndte med Mangor & Nagel A/S. Det er arkitekternes tegnestue i København, der har haft ansvaret for det resultat, som så undervejs ændrede sig til private boliger på de 10.000 kvm, udlagt på hele 11 etager, som projektets byggeret redegjorde på det markante hjørne af Arne Jacobsens Allé og Edvard Thomsens Vej med en prima infrastruktur: Metro, motorvej og lufthavn ligger i den nærmeste omegn. Ikke overraskende skete den ændring, fordi finanskrisen knækkede efterspørgselskurven for kontorfaciliteter.
Det arkitektoniske projekt har imidlertid beholdt sine autentiske kvaliteter. I et stærkt personligt facadesprog med et glossarium af cedertræsskodder, glas og lys beton fra bl.a. Contiga i Tinglev – som i dag driver en af landets største elementfabrikker – indskriver bebyggelsen sig i den dynamiske kontekst i Ørestad.
Hvad arkitekturens underholdningsværdi angår, kan man i Ørestads jomfruelige byplan faktisk observere en betydelig variation af arkitektoniske stilarter; og med Pulshuset har byens udviklingslaboratorium tilføjet endnu en. Arven er bl.a. rodfæstet i en dekorativ funktionalisme.
Et fingerpeg til ideoplægget for det lagdelte bolighus med etageadskillelsernes markante spor kan man måske finde i et projekt fra 1930: Arkitekten Edvard Thomsens bolighus til Christianshavns Torv, der af folkeviddet senere blev døbt Lagkagehuset. At netop den periode af funktionalismen har været en inspiration for Mangor & Nagel er troligt, jævnfør adressen.
Selv siger arkitekterne, at grebene handler om at foretage en klar adskillelse mellem boliger og de butikker med servicefunktioner, der er placeret i det to etager høje terrænplan: Dette dogme har skabt konceptet med en dobbelt – og støjdæmpende – facade, der kan opfattes som et prisme af glas, isat lukkede felter og skoddepartier som solafskærmning mod syd og vest; de to facader danner samtidig det rum, som giver plads for loggiaer og karnapper. De ni boligetager bæres på en base af grottelignende elementer, som indrammer erhvervslokalerne.
Bidraget kommer fra en anden førende elementproducent, Confac, der har skabt sin forretning på en patenteret teknologi til at udføre design i beton: