Heart
Birk Centerpark 8
7400
Herning
Danmark
Set fra oven og med en smule fantasi kan man sagtens forestille sig, at en kæmpe er kommet forbi, har smidt skjorten i sommervarmen og efterladt den henslængt i græsset. Og så er det i virkeligheden en bygning, hvis tag folder og bugter sig som et stykke tekstil, og hvor skjorteærmerne bliver til græsvolde, som på harmonisk vis forlænger bygningskroppen.
Heart – Herning Museum of Contemporary Art – meldte klar til åbning på den numeriske mærkedag 09.09.09. I løbet af eftersommeren flyttede direktør Holger Reenberg og hans stab på Herning Kunstmuseum over gaden, der ligesom kvarteret hedder Birk Centerpark. De mere traditionelle og begrænsede rammer, der før husede det markante, midtjyske kunstmuseum, er forladt til fordel for et hus, der i sig selv er et kunstnerisk udtryk.
Historien om Heart har tre lokale hovedaktører: Herning Kommune, Herning Kunstmuseum og C.C. Contractor A/S. Den driftige totalentreprenør, der tilsyneladende ikke kender ordet byggekrise, var selv blandt initiativtagerne til projektet, idet C.C. Contractor ejede et uudnyttet jordstykke i centerparken. Det samme gjorde kommunen og kunstmuseet, som længe havde efterspurgt et bygningsmæssigt løft.
Realdania og et par andre fonde bidrog til finansieringen sammen med kommunen og det daværende amt. Der blev udskrevet en international arkitektkonkurrence, som 41 tegnestuer lagde billet ind på. Amerikanske Steven Holl Architects, som var præindbudt, besejrede i finalen en norsk og en engelsk foruden de danske Cubo Arkitekter og 3XN.
C.C. Contractor blev hovedentreprenør for projektet, idet bygherren overlod projekteringsdelen til NIRAS A/S, Kjær & Richter A/S og Schønherr Landskab. De danske aktører har tilsammen omsat de amerikanske visioner til konkret byggevirkelighed, hele tiden med Holl på sidelinjen som aktiv tovholder, der har godkendt hver enkelt løsning.
Samarbejdet kom i første omgang til at omfatte opførelse af landbrugsrådgivningscentret Heden & Fjorden (se byggeplads.dk 1/2008). Inden dette blev taget i brug, var man i fuld gang med at omforme nabogrunden til det, der i første omgang blev kaldt Kunstens Hus og senere – med designbureauet Kontrapunkt som fødselshjælper – fik navnet Heart. En sammenskrivning af HErning Museum of Contemporary ART – og et udtryk for et centralt placeret pulsslag.
Heart forener under sit foldede tag tre kulturinstitutioner. Foruden kunstmuseet, det offentligt finansierede kammerorkester Ensemble MidtVest og den lokale biennal Socle du Monde. Sidstnævnte ’verdenssokkel’ trækker tråde helt tilbage til avantgardekunstneren Piero Manzoni, der i 1960’erne blev inviteret til Herning af den visionære skjortefabrikant Aage Damgaard. Der er højt til himlen, når de slænger skalmejen (et musikinstrument, red.) for munden herude i Birk, hvor kunst, uddannelse, innovation og erhverv møder og udfordrer hinanden.
Regel nummer 1 i Birk Centerpark er, at bygninger skal være hvide. Regel nummer 2, at de skal have en klar geometrisk form. Det sidste dogme både følger og bryder Heart. Husets former er markante, men samtidig bløde, fabulerende og organiske i modsætning til den øvrige parks nøgterne linjer, hvor der først og fremmest er brugt passer og lineal.