Aller Huset, Havneholmen
Havneholmen 33
1561
København V
Danmark
Aller er stadig først og fremmest kendt som udgiver af ugeblade som Familie Journalen, Femina, Søndag, Vi Unge, Se & Hør og Billed Bladet, men siden starten i 1873 har forlaget udbredt sine aktiviteter til både resten af Skandinavien og til andre dele af det efterhånden vidt forgrenede mediemarked.
Aller Media udgiver således også måneds- og kvartalsmagasiner, bl.a. IN, Elle, Mad & Bolig og Psykologi og diverse gratismagasiner især rettet mod unge. Desuden udvikler og producerer man magasiner for eksterne kunder som TDC og Danske Bank. Billedbureauet All Over Press og hjemmesiderne Oestrogen.dk, EDBpriser.dk er også blandt koncernens aktiviteter.
Med det nye mediehus rømmer Aller hovedparten af det gamle hovedkvarter i Valby og andre adresser og samler næsten alle sine danske aktiviteter under et tag for at sikre optimale fysiske rammer for koncernens udvikling på fremtidens mediemarked.
Bygherren, som også ejer både grund og bygning, er Carl Allers Etablissement A/S, i daglig tale CAE, som har datterselskaber i Danmark, Norge, Sverige og Finland. De fleste af CAE’s aktiviteter i Danmark er samlet i Aller Media, tidligere Aller Press, der står som lejer af hovedparten af Aller Huset.
Aller Huset er placeret på den nordlige spids af Havneholmen, lige bag det store shoppingcenter Fisketorvet, og ret tæt på Københavns centrum. Havneholmen er næsten helt omgivet af vand og er de seneste år blevet udviklet med en blanding af bolig- og erhvervsbyggeri. Huset ligger så tæt på vandet og med så besværlig adgang, at det under byggeriet var nødvendigt at etablere en midlertidig, kunstig ø ved spidsen af Havneholmen.
Masterplanen for området er tegnet er af det svenske arkitektfirma Wingårdh, og i overensstemmelse med lokalplanen indebærer den blandt andet, at alle bygninger får en skrå taghældning ind mod den centrale del af Havneholmen. Denne enkle idé er med til at binde de forskellige byggerier sammen i en helhed og sikrer en mere menneskelig skala ind mod den fælles adgangsvej, mens bygningerne får lov at rejse sig op i omkring otte etager ud mod vandet og udsigten.
Aller Husets placering dikterer grundformen – trekantet og med en meget spids 28 graders ‘stævn’ mod nord. De let buede facader, den trekantede plan og det skrå tag giver bygningen et sjældent dynamisk præg, og med vand langs de to længste facader er der tillige en glimrende udsigt over havneområdet fra næsten alle steder i huset.
Husets 18.000 kvm er fordelt på otte etager og dertil kommer 10.000 kvm kælder til blandt andet parkering. Domicilet huser ved indflytning ca. 600 medarbejdere, men er disponeret til at kunne rumme omkring 800.
Udviklingen af Allers nye hovedkvarter har været en lang proces, som PLH Arkitekter har været involveret i fra starten, fortæller partner i PLH, Lars Toksvig:
- PLH’s hovedydelser over for en bygherre indbefatter både bygherrerådgivning, workplace design, og arkitektur. Det giver PLH nogle unikke muligheder, da vi så at sige har mulighed for at realisere huset udefra og ind, eller indefra og ud.