Asnæs Centret
4550
Asnæs
Danmark
Med en elegant tilbygning har Asnæs Centret fået tilføjet 6 nye butikslokaler og 15 eksklusive boliger
Butiksindehaverne er ved at finde sig til rette, og kunderne finder vej i stor stil til det udvidede Asnæs Center i Odsherred. Byggeriet blev overdraget til bygherren i midten af maj, og siden har håndværkerne haft travlt med at få afpudset de sidste finesser.
Resultatet af byggeriet, der blev påbegyndt i januar 2008, er blevet 7.000 nye kvadratmeter, fordelt over tre etager, et stort butikstorv, seks nye butikker og ikke mindst 15 attraktive boliger på byggeriets førstesal.
For MT Højgaard A/S, der har været totalentreprenør på byggeriet, er der undervejs blevet taget livtag med flere forskellige udfordringer.
Den første, og måske største, ufordring var ombygning og udvidelse af SuperBrugsen, der er centrets største forretning. Byggeriet berørte forretningens bagerafdeling, kiosk og kasselinje, der i forløbet måtte flytte til nye pladser. Endvidere blev forretningens tilføjet et nyt lagerrum og flaskecentral. Alt i alt en mærkbar ændring af butikkens areal og indretning.
Meget imponerende er det så, at det alt sammen lykkedes, uden af forretningen måtte holde byggelukket en eneste gang. Ændringerne kom så gradvist, at forretningens personale kunne nå at følge med og få flyttet varehylderne, efterhånden som byggeriet skred frem. Allerede i september 2008 var denne del af byggeprojektet afsluttet, og med udvidelse er SuperBrugsen i Asnæs Centret i dag den tredjestørste i landet.
Kunderne kan blandt andet glæde sig over en udvidet bagerforretning, med servering på centrets nye, store butikstorv. Et lyst og dejligt torv, hvor de store ovenlysvinduer, der strækker sig over 36 meter, sikrer maksimalt lysindfald. De store vinduer vender mod nord, således at man er sikret lysindfald, men undgår direkte sol. En fordel specielt i sommerhalvåret.
Ovenlysvinduerne, de indvendige glasvægge, der udgør de nye butikkers indvendige facade, samt de imponerende indgangspartier, er leveret af Svendborg-virksomheden Glasbyggerne A/S. Desuden har virksomheden Bo-glas A/S fra Brønderslev leveret en del af centrets nye helglasdøre og skydedøre.
Den nye tilbygning er føjet til det eksisterende center med en nænsomhed, at det indenfor er umuligt for ikke-huskendte at se, hvor det gamle center hører op og det nye begynder.
Flere af de nye butikker i centret er taget i brug af nye butikker. Lokalerne varierer i størrelse – fra 100 til 400 kvm. Butiksejere overtager lejemål, hvor kun gulve og lofter er færdiggjorte. Det giver mulighed for at indrette butikken helt efter eget ønske og behov.
Samtlige butikker er opvarmet med strålevarme leveret af Helge Frandsen A/S fra Hornsyld. I lofterne ses de specielle varmepaneler, der sikrer den rette luftcirkulation og opvarmning i lokalerne, og som bidrager til at sikre et godt indeklima.
Set udefra giver den store tilbygning indtryk af en let og harmonisk ejendom i to etager. Der er valgt en stil, der mere leder tankerne hen på et traditionelt beboelseshus end et butikscenter. Når man går ind i centret af de to nye indgangspartier, bemærker man rækken af vinduer på førstesalen, der hører til de nye lejligheder.