Museet for Søfart i Helsingør er et kapitel for sig selv. Det er placeret mellem to mastodonter – og to tidsaldre, nemlig Kulturværftet fra år 2010 og Kronborg fra 1420erne. En arkitektonisk kamp for at blive set og sætte aftryk på Helsingørs Kulturhavn, som skal kunne bære turisme, kultur og dagligt liv.
Men det har vist sig, at der er plads til alle tre, og det skyldes ikke mindst, at Museet for Søfart er gået under jorden, så der stadig er frit udsyn til det umage smukke par – altså Kulturværftet og Kronborg. Tidligere lå Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, men museet, der så også har skiftet navn, er flyttet hjemmefra og har fået sine helt egne unikke rammer.
Rammerne er skabt af Bjarke Ingels Group – BIG, hvilket gav anledning til en del tumult. Oprindeligt lød bygherrens ordre nemlig til deltagerne i en arkitektkonkurrence, da Handels- og Søfartsmuseet skulle flytte fra Kronborg, at det nye museum skulle placeres nede i selve dokken mellem slottet og Kulturværftet. Årsagen var et krav fra myndighederne om, at museet ikke måtte stikke op og forstyrre oplevelsen af Kronborg.
Som den eneste tegnestue skrottede BIG det oplæg og lod Dok 1 være tom, mens museet skulle bygges under jorden uden om dokken. Således gjort.
Gammel tørdok
Historien er altså bevaret ved at bevare den gamle tørdok fra Helsingørs Skibsværft. Museet er bygget nede og langs indersiden af den 150 meter lange dok, hvor der en gang blev bygget og repareret skibe. Nu er selve dokken blevet et uderum, hvor det er muligt at placere store udstillingsdele og holde forskellige arrangementer.
- Dokrummet er åbent på alle tider af døgnet. Her kan man gå ned og benytte sig af museets cafe, uden at gå på museet, fortæller projektchef Charlotte Trillingsgaard, Maritimt Museums Byg, der er bygherre på projektet.
Der vil altså atter være masser af liv i den gamle dok – bare på en ny måde. Og selv om dokken er ført op til anno 2013, så er forvandlingen også sket i respekt.
- Der er flere steder sket nyfortolkninger, f.eks. er rådne fenderlister blevet pillet ned og genskabt med led-lys, fortæller Charlotte Trillingsgård.
Det giver et blåt lys ned ad væggene i dokken, som naturligvis bedst kan opleves, når det er mørkt.
Broer fra Kina
For at komme en tur i ‘hullet’, er der adgang til bygningen via broer spændt ud over dokrummet. Broerne er lavet i Kina og sejlet til Helsingør og monteret i flere dele, men fremstår som en bro, der zig-zagger ned igennem dokken og frem til museet. Broerne er udført med en speciel stålkonstruktion af omkring 2.000 sammensvejsede stålplader efter samme princip, som det udkragede tag på Operahuset i København.
Over jorden er museet blot markeret af et glasværn og en tæt række af granitpullerter, der skal forhindre biler i at køre ned i hullet.
Teknisk har det været et kolossalt kompliceret byggeri. Hvilket ikke mindst skyldes opførelsen af byggegruben. Forankring af dokken er foregået i en yderst vanskelig undergrund, som har krævet placering af 461 ankre i 42 meter dybde for at neutralisere opdriften af det samlede bygningsværk, der som helhed næsten er placeret under grundvandsspejlet.
Det medførte også spørgsmål et om, hvorvidt byggegruben skulle opføres af dykkere som et undervandsbyggeri eller som et tørt byggeri. Valget faldt på sidstnævnte løsning, hvilket krævede, at der rundt om hele byggefeltet blev konstrueret en vandtæt ‘sløjemur’ ned i 42 meters dybde, således at der kunne foretages en grundvandssænkning inden i denne opførte kasse. ‘Sløjevæggen’ er opført af lerarten betonit, og det er første gang, at denne teknik anvendes i dette omfang i Danmark.
Netop glas, alu og beton er de tre altoverskyggende materialer, som ‘det skjulte museum’ er opført i. Broerne ned i dokken er med store glasfacader, og ‘hullerne’ ind i betonvæggene er ligeledes med glasfacader med systemet Structural Glazing, der giver mulighed for at facaden udvendig kan fremstå uden synlige profiler (glasset er kun fastholdt i bund og top – sider er fuget sammen). Det er Skandinaviska Glassystem AB, der står bag glasfacaderne. Firmaet står endvidere bag glasfacaderne på en række bemærkelsesværdige byggerier som bl.a. Industriens Hus, Bella Sky og Bestseller.
De store spænd på cafefacaden og krongborgbro facaden er afstivet. Glasset har afstivninger med glasfinner, som giver afstivning i forhold til vindlaster. Det specielle ved glasfacaderne er store bevægelser fra primært stålbroerne med vridning og nedbøjning, som har krævet usædvanlige delitationsfuger ved mødet i skæring mellem betonkonstruktioner og toppen af glasfacaderne.
‘Tørt’ anlæg
H. Helbo Hansen A/S har stået for den overordnet teknikentreprise med projektering ud fra Rambølls hovedprojekt. Her er lavet et såkaldt ‘tørt’ anlæg med ABDL, ABA og ABV Brandsikring. Det vil sige, at ABA-anlægget styrer sprinklerne, der kun kan gå i gang, hvis røgalarmen aktiveres.
Det giver en ekstra sikkerhed i forhold til museumsgenstande, der ikke udsættes for unødig risici for en tur under ‘bruseren’. Er der melding om brand, slukker strømmen til udstillingen endvidere automatisk. Derudover har H. Helbo Hansen A/S monteret tyverisikring, VTV-anlæg både ude i dokrummet og inde og adgangskontrol for personalet. Endvidere er der brugt grundvandskøling på trods af, at museet ligger ved en havn og havvandskøling ville være et naturligt valg – men også en mere omkostelig affære.
Container på plads
Inde i dokken og altså museet oplever man som publikum et gulv i udstillingsarealet, der er svagt faldende, så man vil bevæge sig rundt i huset og samtidig gå nedad i en spiral. Museet rummer udover udstillinger videnscenter, undervisningsfaciliteter, cafe, værksteder og administration. Udstillingsfirmaet Kossmann.dejong har indrettet de nye udstillinger på museet.
Indholdet i museet er naturligvis udstillingerne, hvor en af de blå Mærsk-containere bl.a. har fundet vej, og søfartshistorier fra før og frem til i dag har hovedrollen. Men det er klart, at byggeriet også indefra er en specialitet. Bl.a. giver en trappevifte et særligt udtryk. Her er en decideret ganglinje, den øvrige del kan benyttes til siddepladser. Trinnene bliver smallere og smallere, jo længere op du går. En trappekonstruktion, der også har givet sine udfordringer. Stålarbejdet har måttet udføres to gange, førend trappen var som den skulle være, oplyser Charlotte Trillingsgaard.
På toppen af museet
Selve arbejdet oppe over museet – med belægning rundt om ‘hullet’ er udført af Anlægsgartner Jens Ravnholt. På toppen er der blevet lagt 3.000 kvadratmeter chaussesten ovenpå et betondæk, der er blevet isoleret med stabilgrus og afretningsgrus. Derudover har firmaet monteret granitpullerterne. Den oprindelige ide var, at de skulle laves af beton, men Jens Ravnholt mente, at der måtte en bedre finish til, der kunne spille sammen med belægningen. I stedet blev granitpullerterne produceret i Kina og sejlet til Helsingør.
Museet slog dørene op i starten af oktober. De to mastodonter – Kulturværftet og Kronborg har fået følgeskab af en tredje, der med sit eget udtryk og beliggenhed passer smukt ind i ‘familien’.
