Sems Have
Parkvej 15
4000
Roskilde
Danmark
Boligselskabet Sjælland stod med en vanskelig opgave, da man i 2012 sendte et projekt i licitation. To nedslidte bygninger skulle moderniseres, så de kunne anvendes som familieboliger. Bygningerne ligger i et stort boligområde i den vestlige del af Roskilde, hvor de øvrige boligblokke er traditionelle etagebyggerier fra perioden 1940-1970. De to smertensbørn blev bygget i 1968, på et tidspunkt, hvor det var uhyre populært at anvende beton i alle afskygninger.
Den ene bygning, blok A, rummede ungdomsboliger. En bygning, der på mange måder faldt i med kvarterets øvrige bygninger. Mere håbløs var den anden bygning, blok B. Tanken i tidernes morgen har været et hus med plads og rum til mange forskellige aktiviteter, lige fra sport og teater til klubaktiviteter.
Resultatet lignede en uskøn blanding af en idrætshal og en lagerbygning. Som prikken over i’et var bygningen forsynet med et ualmindeligt kikset mansardtag. Begge bygninger var bygget op om et betonskelet, der gav dem et særegent præg, som Boligselskabet Sjælland ønskede at bevare, da de sendte projektet i licitation.
Virksomheden Daurehøj Erhvervsbyg A/S fik i totalentreprise at gennemføre et projekt, udarbejdet af Kullegaard Arkitekter A/S. Arbejdet blev påbegyndt i september 2012. Et år senere fremstår de to bygninger i en helt ny udformning. Som Fugl Føniks har de rejst sig som attraktive familieboliger.
- Vi kom med et utraditionelt forslag til, hvordan opgaven kunne løses, der skilte sig noget ud fra det oplæg, bygherren selv havde foreslået i udbudsmaterialet, fortæller arkitekt Nicolas Munkø fra Kullegaard Arkitekter A/S.
- Vi ønskede at give de to bygninger et mere ensartet præg og samtidig sikre at de opfattes som et samlet kompleks, der falder naturligt ind i hele området.
For håndværkerne bød opgaven på både op og nedture i helt bogstavelig forstand. Som det første skulle de eksisterende bygninger næsten rives helt ned. De blev rippet så eftertrykkeligt, at der stort set kun var det betonskelet tilbage, der tidligere havde holdt huset sammen.
Nu skulle det blive kernen i et praktisk talt helt nyt hus.
- Det har virkelig været en helt speciel opgave, fortæller projektleder Franz Bræmer fra Daurehøj Erhvervsbyg A/S.
- Det er ikke bare en renovering. Det er en total renovering.