Hindsgavl
Hindsgavl Allé 7
5500
Middelfart
Danmark
Der er ingen rokokomøbler, lysekroner eller guldspejle. Til gengæld præger stilhed og ro bygningen, der med sine rå mure og lyse kalk sandstenklinker, importeret fra Gotland, adskiller sig væsentligt fra den pompøse hovedbygning på Hindsgavl Slot i Middelfart.
Der er kun 50 meter fra slottets hovedindgang til den gamle kostald, som i mere end 200 år har været hjemsted for slottets kvæg, men som nu er hotelfløj med specielle værelser og kursuslokaler.
Det er syv år siden, at stalden ophørte med at huse kvæg. Den omfattende renovering har givet nyt liv til bygningen, som har været en del igennem i sin 200 år lange historie. I firserne brændte det meste ned, så kun ydermurerne stod tilbage.
Alle materialer inde i huset er nye, men bygget i rustikke materialer og genbrugsmursten for at skabe en rå stil. Det gælder også gangarealerne, hvor grå Troldtekt akustikplader med integreret belysning komplimenterer den enkle stil. Det er L. Hammerich A/S, der har leveret Troldtekt pladerne, mens Saint Gobain Ecophon A/S har leveret 18.000 kvm akustiklofter af typerne Advantage A, Focus, Hygiene Performance og Gedina fra deres produktudvalg til resten af hotelfløjen. De hvide og enkle døre til de 23 værelser er leveret af Swedoor-Jutlandia.
Arkitekt Karen Exner, der er en indehaverne af Exners Tegnestue i Århus, har stået for projektet med at omdanne den fredede bygning til eksklusivt hotel.
- Forskellen på denne længe og så hovedbygningen er, at gæsterne her bor i en kostald. Det har været vigtigt at finde et udgangspunkt for, hvordan man gør det, fordi gæsterne forventer at bo på et slot, når de kommer hertil. Derfor har vi leget med det, der var, og tilføjet ekstra detaljer, som viser sig i murværket, i hvælvene, i lyset og i vinduerne, siger Karen Exner.
Exners Tegnestue har i mere end 50 år specialiseret sig i restaureringer, om- og tilbygninger i historiske bygninger. Firmaet har gjort det til et af sine kerneområder at blande fortiden med nutiden.
Ideen er, at der skal være forskel på avlsbygningen og hovedbygningen, og det samlede udtryk skal fremstå mere simpelt. De 23 værelser i den nye længe er små, men der er arbejdet med rummelighed, for at gøre det til en oplevelse at bo på værelserne, der er opbygget med rustikke og rå vægge, udført i grove genbrugsmursten. Der er desuden lagt hvælvede huldæk ind som sænkede lofter på værelserne, som er leveret af Spæncom A/S. Over de sænkede lofter giver et blødt lys en oplevelse af spil og varme.
Tagetagen huser mødelokalerne, som har lofter til kip og plankegulve i fyr. For at skaffe mest muligt lys til mødelokalerne, er der etableret ovenlysindtag i tagryggen, hvor der tidligere var udluftningsskorstene. Ventilationssystemet, i hele bygningen, er installeret af Installationsgruppen A/S, og er integreret i arkitekturen. I mødelokalerne ses ventilationsrørerne derfor som en del af designet omkring lærredet til projektoren.
- I stedet for at efterligne noget fra hovedbygningen, har denne bygning sin egen identitet. Vi fandt ud af, at det ville give det bedste resultat og gøre det er spændende at bo her, siger Karen Exner.