Regionshospitalet Viborg
Søndersøparken 11
8800
Viborg
Danmark
Vestdansk Center for Rygmarvsskade er et teknisk ‘tungt’ hus med mange installationer. Det kan man tale med om hos BE Installationer, der har stået for at binde det hele sammen og få det til at fungere.
- Det har været et omfattende, men utroligt spændende projekt at arbejde med. Varmt vand, rumvarme, ventilation, vinduesstyring, solafskærmning, legionella-bekæmpelse og lys – som i øvrigt er LED-baseret – bliver styret med Beckhoff bygningsautomatik, blandt andet for at optimere energiforbruget, forklarer installatør og medejer Kim Vissing fra BE Installationer.
Firmaet har været dybt engageret i udvikling og tilpasning af bygningsautomatikken.
- Der er mange faktorer at tage hensyn til. For eksempel skal lysindfaldet i rummene være optimalt, samtidig med at vi aktivt bruger solafskærmning til at sikre, at vi sparer på energien til afkøling. Det er en balance.
Omfanget af BE Installationers opgaver kan bedst illustreres ved, at virksomheden i perioder har haft helt op til 30 medarbejdere på pladsen. Foruden bygningsautomatik har virksomheden også installeret automatisk brandalarmering, ABA, og automatisk adgangskontrol, ADK, samt lynbeskyttelse, generatoranlæg, UPS-anlæg og datainstallationer. Selv montering af en varelift har Kim Vissing vinget af på sin to-do-liste, fortæller han med et smil.
Fokus på hygiejne
For at opfylde den strenge hygiejnenorm VDI6022 / ILH Berlin er ventilationsanlæggene på centret konstrueret, så bakterievækst og opbygning af snavs er reduceret til et minimum, ligesom rengøring kan foretages på en optimal måde. Det fortæller konsulent Vagn Olsen fra Exhausto og tilføjer, at alle Exhaustos opfylder VDI-normen. Effektiv ventilation indgår som et vigtigt værn mod legionella, som er en bakterie, der vokser i vand og kan forårsage en særlig alvorlig lungebetændelse, også kendt som legionærsyge.
De første patienter flyttede ind på Vestdansk Center for Rygmarvsskade i maj.