Sejlhuset
Edvard Thomsens Vej 33
2300
København S
Danmark
Sejldugene giver ikke alene kontrast til betonfacaden, men også til vinduerne, der er indrammet med grå aluminium. Der er børnesikring på alle vinduer, der kan lukkes op.
Sejldugene er flytbare, så beboerne kan trække dem frem og tilbage på en skinne. Dugene skærmer både for sol og vind uden at lukke lyset ud af lejlighederne. Samtidig skaber det en levende facade, der kan forandre sig kontinuerligt og giver en fornemmelse af et hus i bevægelighed.
Når man træder indenfor, går den mørke farve igen i opgangen, der er malet sort. Også dørene ind til lejlighederne er sorte. De er massive og klassificerede døre BD30 samt F30 døre med udskæring og glas. I institutionen er dørene endvidere med klemfri bagkant. Alle døre er leveret af Swedoor-Jutlandia.
På trods af farven virker opgangen ikke dyster, da lysindfaldet er gennemtænkt. Det gælder også for lejlighederne, der er gennemlyst af de to altaner, der er placeret overfor hinanden inde i stuen. Med vinduespartier fra gulv til luft, kan man kigge lige igennem lejligheden. Det giver en fornemmelse af rummelighed, selv om rummet i sig selv ikke er så stort.
- Det er virkelig en af lejlighedernes kvaliteter, som vi har kæmpet for – at bibeholde to altaner for at give plads til lys og udsigt, og selv om der er sejlduge foran altanerne, kan man sagtens kigge igennem, fortæller Jan Albrechtsen.
Altanerne er udført i en stålkonstruktion med hærdet, lamineret glas som værn. Solafskærmning (sejlene) er udført i en "åben" nylondug, der lader vinden passere igennem.
E.J. Badekabiner A/S har leveret 118 præfabrikerede badekabiner til Sejlhuset. Badekabinerne er lavet i letbeton og komplet udstyret med fliser, sanitet, el og VVS. På gulvene er der lagt 147x147 mm Evers Arkitekt 7047AB, lysgrå, antislip, og på væggene 147x147 mm Evers Arkitekt 9016, hvid, blank. Alt er trykprøvet og testet ab fabrik, så man dernæst blot skulle tilslutte til afløb, vand og el på byggepladsen for at få et komplet færdigt badeværelse klar til brug.
Der er væghængt toilet med dobbeltskyl. Blandingsbatterier er med keramiske skiver, og der er monteret et termostatbrusebatteri i brusekabinen – begge af typen Hans Grohe.
I lejlighederne er der lagt i alt 7.800 kvm Woodfloor 3-stavs lamelparket Ask Country i klar mat lak. Det giver en changerende overflade. Gulvene er monteret på to forskellige måder. Lejlighederne på 1. sal har først fået lagt et lydgulv, der dæmper støjen fra daginstitutionen i stuen. I de øvrige lejligheder er gulvene monteret traditionelt på strøer.
Køkkenet, der ligger i åben forbindelse med stuen, er et lyst HTH-køkken, type Hvid Dekor.