Benzons fabrikker
Halmtorvet 29
1700
København
Danmark
Da man først planlagde omdannelsen af Benzons fabrikker, var det egentlig meningen, at lejlighederne skulle fremstå som et stort rum med et badeværelse, men den idé er man langsomt gået væk fra i prøvelejlighederne. Her er skillevæggene sat op, så man har et stort rum, et soveværelse og afhængig af størrelsen, et mindre rum til arbejdsværelse eller børneværelse. Som køber har man dog stadig mulighed for at vælge at få et stort rum som i de oprindelige New York-lofts.
For alle lejligheder gælder det, at køkkenet er en aktiv del af opholdsrummet med en køkkenø ude i rummet, hvor man kan snitte grøntsager og anrette mad samtidig med, at man underholder sine gæster. Køkkenet er leveret af Voke-lll og designet af Morten Voss. Alle fronter er i højglans, og køberne har haft valget mellem farverne hvid, højrød eller grøngrå. I prøvelejligheden er valgt den grøngrå farve, som passer godt til egetræsgulvene. I køkkenets centrum står Smeg-komfuret, mens andre funktioner som opvaskemaskine, køleskab og fryser er gemt inde bag låger med integrerede greb. Resultatet er et køkken, hvor alle flader nærmest fremstår ubrudte, men hvor luksusmaterialerne, som blandt andet bordplader i corian med indstøbt vask, taler deres eget tydelige sprog.
Fra opholdsrummet kan man gå ud på altanen, som er støbt i fiberbeton. Altanerne varierer i størrelse og sidder forskudt på facaden.
- Formålet med at placere altanerne forskudt er at skabe dynamik på facaden og få en effekt nærmest som en slange, der bugter sig, siger Michael Svendsen.
Ud til altanen er en foldedør i glas, så man kan få effekten af at sidde udendørs indenfor. Fra altanen i hovedbygningen er der udsigt ud over den grønne kile i Søndermarken. Fra de øverste lejligheder har man også mulighed for at få et enestående vue udover kødbyens flotte hvide bygninger. En helt særlig oplevelse får man i penthouselejligheden, hvor en stor altan giver mulighed for at sætte sig ud med en kop kaffe og nyde udsigten ud over det nye kulturmekka. Penthouselejligheden er i det hele taget en perle med den ekstra store terrasse, to etager og lofter med hvidmalede spær. En rigtig luksusoplevelse midt i begivenhedernes centrum.