Idrætshal, Brøndby
Brøndby Stadion 10
2605
Brøndby
Danmark
Det store sportskompleks i Brøndby består i forvejen af Brøndby Stadion, Brøndby Hallen og Idrættens hus, men behovet for ekstra sportsfaciliteter i kommunen er så stort, at der nu er bygget en stor ny multihal, hvor der kan spilles både håndbold, volleyball og badminton.
I forhold til de ældre byggerier på området, der mest fremstår i grå beton, udgør den nye hal et tiltrængt frisk pust med sine store røde facader og kraftigt udkragede tag. Hovedfacaden mod den nærliggende Brøndby Hal har en dramatisk hældning udad, der modsvarer facaden på hallen, der skrår indad i en tilsvarende vinkel.
Fra den skrå facade hælder taget tydeligt tilbage mod en lavere sidebygning. Hele bygningen er drejet i forhold til de øvrige byggerier på området, og den giver i sin dynamik mindelser om et stort skib for fuld damp, snarere end en sportshal.
Som en af landets få kommuner er Brøndby Kommune selvprojekterende, fortæller arkitekt Henrik Schiermacher, der sammen med projektleder og bygningskonstruktør Mette Sølbeck har stået for nye idrætshal.
Det betyder, at kommunens tekniske forvaltning har et hold af arkitekter og ingeniører, der så vidt muligt selv tegner og projekterer kommunens egne byggerier og sender dem i udbud. I travle perioder udliciteres dele af detailprojekteringen dog til udenforstående rådgivere og entreprenører.
I dette byggeri har Øllgaard Rådgivende Ingeniører A/S stået for ingeniørdelen af projekteringen, mens E.K. Entreprise A/S står som totalentreprenør.
- Der har i kommunen længe været et ønske om at bygge en ny hal, primært en håndbold- og volleyball-hal for at give bedre betingelser til sportsklubberne i kommunen. De eksisterende haller er glimrende og bruges meget, men der er simpelthen ikke længere kapacitet nok, fortæller Henrik Schiermacher.
- Der kommer også badminton, ældremotion og gymnastik, så hallen skulle kunne lidt af hvert indskyder Mette Sølbeck.
- Ideen har været længe undervejs, og her i afdelingen har vi arbejdet meget med grundidéen, og så har vi efterfølgende udarbejdet byggeprogram, beskrivelse og udbudsmateriale, så vi kunne finde den rigtige entreprenør, fortsætter Henrik Schiermacher og tilføjer:
- Vi har desuden i disponeringen af hallen og den måde, den er lagt på byggefeltet, gjort plads til at den engang i fremtiden kan udvides, eller at der bygges en ekstra hal ved siden af.
- Vi har haft helt frie hænder i udformningen, fortæller Henrik Schiermacher.
- Vi har taget udgangspunkt i hele området, som jo er meget stort og med rigtig meget beton og asfalt. Det er måske ikke det mest attraktive område, så vi ville gerne bløde op på det hele. Derfor har vi arbejdet med placeringen, så selve hallen er drejet 60 grader i forhold til de eksisterende bygninger, således at når du kommer kørende ind på området, så ligger den nye hal og tager imod dig med to synlige facader. Med den kileformede forplads har vi også ønsket at skabe et spændende rum mellem den nye hal og Brøndby Hallen, siger Henrik Schiermacher