IT-hjørnet, IT Katrinebjerg
Finlandsgade 21
8200
Århus N
Danmark
- IT kan altid bruge mere plads, fortæller arkitekt Jørn Schütze fra Arkitektfirma Jørn Schütze med et smil, som forklaring på det nye byggeri, der er sidste nye udvidelse af Institut for Medievidenskabs-, DAIMIs- (Datalogisk Institut) og Alexandra Instituttets faciliteter.
Huset, der skal benyttes til forskningsenheder, undervisning, samlingspunkt og arrangementer for de omkringliggende uddannelsesinstitutioner, ligger ved siden af det eksisterende IT-byggeri og rejser sig fra parkeringspladserne under jorden, op i fem etagers højde. Et ambitiøst byggeri med et levende formsprog og inspirerende rammer for stedets studerende.
- Der er i sin arkitektoniske helhed arbejdet bevidst med et komprimeret bymæssigt tema. Stræder, porte, passager og broer, som fletter sig ind og ud imellem hinanden og giver mange forskellige oplevelser og muligheder, fortæller arkitekten.
- Et modstykke til storebroren Århus Universitet, som er mere åbne og mindre enheder lagt ud i en have, fortsætter Jørn Schütze.
Visionen er, at de studerende på IT-hjørnet skal komme for at lære og interagere med hinanden, men omgivelserne skal også gerne have den effekt, at de har lyst til at blive hængende efter ‘lukketid’.
Facaden domineres af store vinduespartier med gode ventilationsmuligheder i toppen. Disse er kombineret med et Bo-safe 6+6 hærdet lamineret glas med et mønstret silketryk, monteret på en hvid beton baggrund. Bo-glas A/S har været leverandør og har udviklet produktet i tæt samarbejde med arkitekten.
- Det har været en spændende proces, og efter flere tests med forskellige mønstre fandt vi frem til det, der – alt efter lysets påvirkning – giver den mest dynamiske skyggeeffekt oven på den hvide beton, fortæller Peer Bertelsen fra Bo-glas A/S.
Detaljen er videreført ved porten ind til en indre gård, hvor uplights i belægningen i de mørke timer gør portloftets glasplader til reflektor for lyset og giver lethed til området.
IT-hjørnet er et åbent decentralt byggeri uden en decideret hovedindgang. Man går ind hvor det passer én bedst, og uanset hvilken indgang, man benytter i under- eller stueetagen, bemærker man som det første auditoriet. Det står som en fritstående kerne, der skærer sig op gennem en udskåret firkant i gulvet fra underetagen og indtager naturligt pladsen som det markante centrum i bygningen.
Det let buede rum, der er tilgængeligt fra både under- og stueetagen, er ud- og indvendigt beklædt med striber af kraftige afstandslagte stave i ahorntræ, som giver karakter og rent praktisk er med til at opfylde de akustiske krav i så stort et rum. 240 mennesker er der plads til i det klassisk opbyggede auditorium, hvor behagelige klapstole og dertilhørende små klapborde i ahorntræ er med til at give en varm og rar stemning. Træsorten går igen i gulvet, en FSC-certificeret massiv stavparket leveret af Woodfloor A/S.
Her i rummet oplever man på tæt hold et af delelementerne i arkitekt Jørn Schützes tanker om kontrast i byggeriet, som det gennemgående tema. Det har han på alle etager virkeliggjort ved hjælp af det varme mod det kølige – træet som her mod stålet på bl.a. trapperne. Det lige mod det runde, det lyse mod det mørke og det lave mod det høje.
- Det er den måde tingene kommer til at pulsere på, fortæller Jørn Schütze.