P-hus Sortebrødre Plads
Sortebrødre Plads 1
4000
Roskilde
Danmark
Det er ingen hemmelighed, at et parkeringshus skal være funktionelt og rumme plads til biler – og egentlig ikke mere. Eller skal det? For dykker man ombord i det nye p-hus på Sortebrødre Plads i Roskilde, så har processen med byggeriet også ført arkitekterne, Årstiderne Arkitekter A/S, en tur tilbage i fortiden. Tilbage til dengang Sortebrødrene gik rundt som tiggermunke i byen. Navnet fik de grundet deres sorte kappe. Og disse munke har haft en særlig plads, da arkitekterne fik opgaven med p-huset.
– Det har været en særlig opgave at tegne dette p-hus, som har betydet, at vi har kigget dybt i kulturhistorien for at forstå stedet og byen. Ved at forstå byens morfologi – hvordan den er blevet til over tid, kan vi bidrage til at bygningen indskriver sig som en naturlig videreførelse af den historiske kontekst, forklarer arkitekt Nikolaj Effert Jonassen.
Roskilde består både af en handelsakse og en kulturakse med mange gamle rødstensbygninger med ornamenter, der bidrager til en øget kvalitet, og hvor der samtidig er grønne åndehuller langs kulturaksen med Latinerhaven, Palæhaven, Rosenhaven mv. Og netop det grønne og det røde har været fokuspunkter i forbindelse med p-husets facade og indgang.
Der er indkørsel fra den østlige del af Sortebrødre Plads. Her bliver man budt velkommen af en indkørsel, hvor hængende haver danner et grønt møbel. Det er selvvandende klatreplanter, der er grønne året rundt, og som giver denne her meget særlige velkomst, som når en rød løber rulles ud til prominente gæster.
Forbindelsen mellem p-huset og forpladsen på Sortebrødre Plads skabes yderligere via en skulpturel, grøn landskabstrappe med store siddeplateauer – som en moderne fortolkning af Babylons hængende haver, der spiller sammen med Roskilde kulturakses øvrige grønne byrum. Hensigten er, at husets brugere, i stedet for at bruge den indvendige elevator, motiveres til at bruge landskabstrappen.
Som nabo til bl.a. Roskilde Domkirke, Klostret og Bymuseet er det nye p-hus i Roskilde centrum udformet med en særlig teglfacade, der arkitektonisk spiller sammen med de historiske omgivelser.
– Man kan sige, at huset er delt i to – et indre og et ydre. Det indre er et rationelt og effektivt parkeringshus udført i beton. Som en anden ”sortebror” iklædes betonhuset en kappe i hængende røde teglsten, som bidrager til, at der skabes en god materialemæssig relation mellem nyt og gammelt, forklarer Nikolaj Effert Jonassen.
Det er det spanske teglstensprodukt Flexbrick, der oprindeligt er udviklet til brug ved restaurering af gamle teglstenslofter, men som her anvendes som en innovativ beklædning på p-husets facader, hvor teglstenene er hængt op i et stålwirenet. Ved at benytte det moderne teglprodukt, løser man samtidig et funktionelt behov om naturlig luftgennemstrømning i p-huset.
Parkeringshuset rummer 500 biler og ti motorcykler. Det er et betonbyggeri i forskudt plan. Der er i alt ti niveauer – fem under jorden og fem over.