Østerbro Have
Venøgade 18-28
2100
København
Danmark
Nybyggeriet af 54 eksklusive ejerlejligheder i Østerbro Have beskrives meget rammende som en grøn plet i hjertet af Østerbro. Østerbro Have ligger i Lyngbyvej-kvarteret, et område under kraftig udvikling. Kun et stenkast derfra ligger den smukke Kildevældspark med stor legeplads og sø, og i nær fremtid opføres Østerbro Kulturcenter tæt på.
Der er ikke mangel på indkøbsmuligheder i nærområdet, og trafikalt er placeringen ideel med Lyngbymotorvejen tæt på og rigeligt af offentlige transportmuligheder. Østerbro er i folkemunde blevet kaldt ”Københavns Paris”, og det er ikke helt ved siden af.
Atmosfæren virker travl og moderne og alligevel afslappet. Denne efterhånden mondæne bydel byder på et utal af caféer, tøjbutikker, fritidsaktiviteter, indkøbsmuligheder og kulturelle oplevelser. Fælledparken kalder på naturlig afslapning og ro, søerne på lange gå- og løbeture og kun 10 minutters kørsel nordpå ligger indbydende strande.
Tegningerne til Østerbro Have er udført af Arkitektfirmaet MW A/S v/ Arkitekt Mogens Werliin. Bygningernes materialevalg, formsprog og farver matcher den omkringliggende bebyggelse og forstærker områdets profil.
Byggeriet er opført som en fagentreprise, hvor Frederiksberg Byggeentreprise har fungeret som entreprenør, mens EK Entreprise A/S har leveret og monteret alle betonelementer til råhuset. EK Entreprise har desuden støbt husets parkeringskælder og sørget for belægninger omkring huset.
Erik Pedersen ApS Rådgivende civilingeniører FRI har udført alle ingeniørdiscipliner i forbindelse med byggeriet.
Østerbro Have er gennemført med gode materialer hele vejen igennem, lige fra facadens røde kulbrændte massive facadesten til indretningen af køkkener og badeværelser.
Det kønne fællesområde er et grønt åndehul med stier, plæner og gruppering af buske som danner læ og giver rig mulighed for afslapning og social aktivitet ved de opsatte borde og bænke. Der er desuden legeplads til de mindste og grillplads til de voksne.
Alle opgange har elevator og affaldsskakt, og hver lejlighed har rådighed over et pulterrum i kælderen. I kælderen findes fælles motionsrum, cykel- og barnevognsrum samt et stort festlokale med tilhørende køkken og åben lysgård.
Lejlighederne er indrettet med stor rumhøjde og funktionelle, lyse rum – og den visuelle kontakt mellem køkken og opholdsstue åbner rummet endnu mere op. Lejlighederne har altaner eller terrasser, som alle er sydvendte og vender ud mod det grønne fællesareal.
Store glaspartier med skydedøre gør altanen til en integreret del af lejligheden og giver et flot lysindfald. Desuden fuldender de franske altaner ud mod Venøgade oplevelsen af luft og lys fra begge sider.
Køkkenet er den moderne boligs værested og samlingspunkt – sådan er det også i Østerbro Have. Designet er stilrent og moderne. Farven på elementerne er lys elfenben og bordpladen er udført i sort matslebet granit. Køkkenet indeholder integreret køle-/fryseskab og opvaskemaskine, indbygningsovn og induktionskogeplade samt emhætte.
Badeværelset i Østerbro Haves boliger er lyst og indbydende, og en fin blå mosaik i brusenichen giver et maritimt lys i rummet – i fin kontrast til en grå granitbordplade med nedsænket vask. Toilettet er væghængt, hvilket letter rengøringen. Alle badeværelser er udstyret med vaskemaskine og tørretumbler samt håndklædetørrer.