Roskilde Festival Højskole

– Det interessante har været, hvordan alle de her bokse skulle placeres, så de både taler til hinanden men heller ikke falder over hinanden, siger Jesper Øland og fortsætter:

– Det er, når æstetik møder funktion.

Med fokus på æstetikken har man også bevidst valgt at gemme alle rør væk i stedet for at lade dem være synlige, som man gør i mange store haller.

– Rent visuelt gør det rummet mere rent, siger Jesper Øland.

Der er i alt 156 kvadratmeter til teknik fordelt på syv små rum og to store. Hallen har fået skrånende tag, der leder vandet ned mod skaterpladsen, hvor der er opsamling af vand.

Fra indekstal til fag

Jesper Øland har været med helt fra start i processen og altså nu også som højskoleforstander. En af de største udfordringer i at være involveret i et byggeprojekt har for ham været at gøre op med indekstal.

– Vi lader alt for ofte tallene styre antallet af kvadratmeter. Der bliver målt på luftmængde med videre for at nå frem til det elevantal, der må være i et lokale. Men vi vil ikke behandle vores unge som burhøns. Det har været vigtigt at vende den om og i stedet spørge: Hvad skal det her fag kunne?

– Vi skal jo ikke have hesteskoformationer og kridttavle. Vi skal arbejde i praksis med fagene. V har brug for faglokaler, der kan en masse, og som kan omstille sig til forskellige læringsstile. Vi har brug for loungeområder, whiteboards og stole og borde, der kan flyttes. Vi har kæmpet for hver eneste kvadratmeter, for vi vidste præcis, hvad vil ville have, inden arkitekterne gik i gang, fortæller Jesper Øland.

Som alle byggerier, er der en økonomi at tage hensyn til, så lokalerne skrumpede lidt i for hold til ideologien.

– Konklusionen i dag er – at vi har flotte store rummelige faglokaler, siger Jesper Øland, der ønsker, at man i langt højere grad lytter til didaktikere og praktikere – altså de målgrupper, der til daglig færdes på stedet, når man skal bygge skoler.

Urbant miljø

Det er første gang i 49 år, at der i Danmark opføres en ny almen højskole fra grunden. Det betyder, at højskolen selv skal definere grundfortællingen, og her benytter den sig af det urbane miljø, som den er placeret i.

– Mange højskoler har natur, store malerier og synlig kunst som en grundfortælling i bygningen. Vores ”maleri” er den flydende by på den anden side af væggen. Vi kigger ud på levende billeder og en bydel, og får på den måde urbanitet direkte trukket ind som et element. Og det er noget helt særligt, lyder det fra Jesper Øland.