Herning Isstadion
Holingknuden 1
7400
Herning
Danmark
Første del af renoveringsprojektet vedrørende Herning Isstadion omfatter bl.a. en flot, ny facade til træningshallen, og anden del omfatter banen og tilskuerfaciliteterne. En ny, imødekommende foyer bliver det ny samlingspunkt i arenaen og indeholder udskænkning og fanshop samt et nyt vægtrum til ishockeyspillerne.
På den østvendte side af isen etableres en ny sponsor- og VIP-lounge med plads til 500 spisende gæster, mod de blot 200, der er plads til i den eksisterende erhvervsklub i dag.
Et nyt ventilations- og klimanlæg fra Exhausto har power til at håndtere mere end 50.000 kubikmeter luft og sørge for en perfekt temperatur, både så isen er kold nok, og luften i hallen samtidig i modsætning til hidtil kan komme helt op på ca. 16 grader. Dermed bliver det nu meget mere komfortabelt at opholde sig i hallen.
Efter renoveringen er tilskuerfaciliteterne forbedret med pladser hele vejen rundt om banen. Hidtil har man kunnet tilbyde 400 siddepladser, men i alt inklusiv ståpladser har der kunnet være plads til 4.000 mennesker. Efter renoveringen kan man tilbyde hele 1.800 siddepladser samt 1.200 ståpladser. Igen mere komfortabelt, men dog samlet set færre tilskuere end hidtil muligt.
Et nyt isanlæg sikrer, at haltemperaturen i modsætning til omkring kolde seks grader celsius nu øges til ca. 16 grader. Renoveringsprojektet er inddelt i to etaper, hvor selve isbanen og tilskuerfaciliteterne hører til anden etape.
Foyer og sponsorlounge får mere transparens via glasvægge, så man bedre kan følge med i og fornemme stemningen fra sportsaktiviteterne, næsten uanset hvor man befinder sig i anlægget. Omklædningsrum er øget fra 8 til 11 og har fået både bedre og nye faciliteter for brugerne, hvilket er meget væsentligt for sportsudøverne. I den store, vestvendte foyer er der lækre, flotte tæpper og god plads, fanshop og mulighed for forplejning. I den vestlige fløj er desuden kommet nyt vægt- og motionsrum. Det tidligere vægtrum konverteres til en ny og større gymnastiksal.
Area Manager, Harald Duedahl Kristiansen, fra Exhausto fortæller om det store og kraftfulde anlæg, de har leveret til projektet:
– For os er det vigtigt at udfylde den væsentlige rolle som professionel leverandør og samarbejdspartner, hvad angår ventilationsløsninger. Vi er stærke i udvikling af produkter og systemer til komfortventilation med høje virkningsgrader og lavt energiforbrug.
Et anlæg, som det vi har bidraget med til Herning Isstadion, hører til de store, og når vi kommer op i den vægtklasse, hvor anlægget skal kunne bearbejde 50.000 kubikmeter luft, så bliver det udfordrende at kunne leve op til standardkravene til værdier og energiforbrug. Størrelsesmæssigt er et sådant anlæg også en større opgave at håndtere og transportere, som i dette tilfælde krævede en stor kran til at løfte anlægget op i tagkonstruktionen, konstaterer Harald Duedahl Kristiansen, og fortsætter:
– Det anlæg, vi har leveret, er et såkaldt komfortanlæg med varmeindvinding, men som sådan er anlægstypen ikke speciel, ud over størrelsen og den tilsvarende påkrævede kapacitet. Vi fik opgaven gennem vores mangeårige samarbejdspartner, entreprenørfirmaet HJ Christensen i Herning. Det er ikke så tit vi står for at skulle levere så stort et anlæg, men vi har til samme projekt også leveret mindre ventilationsanlæg til foyeren, kontorer, vægtrum og andre faciliteter. Et spændende projekt, som er blevet rigtig flot og velfungerende, slutter Harald Duedahl Kristiansen fra Exhausto.
Find andre byggerier på oversigtskortet