Grenå Svømmehal
Ydesvej 2
8500
Grenå
Danmark
Norddjurs Kommune har fået en tidssvarende svømmehal beliggende i et plantageområde i udkanten af hovedbyen Grenaa. Herude suser graner og fyr uden for glasfacaderne, og den friske nåleduft kan indsnuses fra de træbeklædte, sydvendte terrasser i tilknytning til hallens bassiner og et wellness-afsnit placeret på første sal.
Hallen er et realiseret projekt fra en konkurrence, som for to år siden blev vundet af et team bestående af MT Højgaard, Poulsen & Partnere, Bascon og Con Pro. Grenaa har i forvejen en svømmehal placeret i forbindelse med byens Søndre Skole. Den er fra 1974, og flere af parterne i teamet havde nogle år forinden givet bud på en renovering af hallen og faktisk vundet denne opgave. Men så besluttede byrådet, at dannelsen af den nye Norddjurs storkommune ville være en god anledning til at give borgerne en helt ny svømmehal med 25 m konkurrencebassin og moderne tilknyttede faciliteter.
Selvom den nye hal ligger godt gemt i kommuneplantagen er den ikke alene. Svømmefaciliteterne kan ses som en udvidelse af byens idrætscenter, og der er gymnasium, IT-college, handelsskole, vandrerhjem, spejderhytter og børnehaver i umiddelbar nærhed, så de potentielle brugere af bassinerne er lige ved hånden.
Grenaa Svømmehal forholder sig arkitektonisk til idrætscentrets 1970’er prægede arkitektur.
- Vi ønskede at distancere os fra centrets cortenstål og røde mursten ved at lægge vægten på hvid beton og glas. Som forbindelse mellem det gamle og det nye har vi bibeholdt brugen af skiver, som er ret markant i det oprindelige byggeri. Desuden tegnede vi en gangbro i førstesals højde mellem svømmehal og idrætscenter, fortæller sagsarkitekt Sine Martini, Poulsen & Partnere.
Hallens hovedfacade vender med nord ud mod indkørslen til idrætscentret. Bygningen er løftet et par meter op over terræn, hvilket imidlertid ikke var tilstrækkeligt til at eliminere problemer med et højt grundvandsspejl – en faktor som ifølge MT Højgaards projektleder Per Jørgensen har forsinket afleveringen med et par måneder.
Trappetrin langs hele facaden i format 60x30x18 cm forbinder den støbte forplads med indgangen på plinten. IBF Nørresundby A/S har leveret trin og fliser til byggeriet. Til venstre ligger hallen med børnebassin og en 50 m lang snoet rutsjebane forrest og banebassinet med otte baner bagved. Hallens facade er delt lodret mellem mørke sandwichelementer og glaspartier med sprosser – begge dele i fuld bygningshøjde. Til højre for selve hallen mellem to hvide betonskiver ligger den fremskudte hovedindgang foran en reception, et varmtvandsbassin med spabad og omklædningsrum. En trappe fører fra receptionen til en overetage, som rummer klublokaler og et tilkøbt wellness-afsnit, som siden er solgt fra til Foreningen Grenaa Idrætscenter og Svømmehal.
- Med indretningen af wellness-delen har vi tilstræbt at skille os ud fra svømmehallens mere kliniske look med fliser og sarte farver. Bygherren havde talt om en form for romerske bade, men vi valgte et mere nordisk udseende ud fra, at vi trods alt befinder os på 1. sal i en plantage i Grenaa, fortæller Sine Martini.
Find andre byggerier på oversigtskortet