Wakeup Copenhagen III Borgergade
Borgergade 13
1300
København K
Danmark
Med en ny fløj fordobles arealet for Arp Hansen Gruppens Wakeup Copenhagen hotel i Borgergade til nu samlet over 10.000 kvm. Fløjen indeholder blandt andet 250 nye værelser. Det bringer det samlede antal værelser på hotellet op på 770, hvilket gør hotellet til Danmarks tredjestørste næst efter Bella Sky med 812 værelser og konkurrenten Cabinn Copenhagen med 1202 værelser.
Wakeup hotellerne tæller indtil videre tre i København og et i Aarhus, men konceptet er det samme: Der er tale om store lavprishoteller med mange værelser og en central beliggenhed i de store byer. Hotellerne figurerer som to-stjernede, men det er bestemt ikke den fornemmelse man får, når man ankommer. Der er lagt stor vægt på god arkitektur og lækkert design, med blandt andet stor morgenmadsrestaurant og rummelig lobby.
For at få regnestykket til at gå op er værelserne imidlertid skåret ind til benet med hensyn til pladsen. Værelserne er små, men meget velindrettede og godt udstyret med TV, arbejdsbord, aircondition og gratis Wi-Fi.
Det oprindelige Wakup Copenhagen Borgergade er opført i 2015 af totalentreprenørfirmaet Arpe & Kjeldsholm A/S og tegnet af Kim Utzon Arkitekter A/S. Teamet har et fast samarbejde med Arp-Hansen Hotel Group A/S og står også bag den nye tilbygning. Hotellet markerer sig ud mod Borgergade med sin lidt fæstningsagtige facade i mørke tegl med pudsede partier i syv etager. Stueetagen har en tilbagetrukken facade med store vinduer med søjlegang ud mod gaden, som fremhæver og formidler overgangen fra gaderum til hotellobby.
Mod Adelgade står byggeriet i seks etager, hvor øverste plan er en tilbagetrukken penthouseetage, mens stueniveauet gentager hovedbygningens søjlegangsmotiv. Det er planen, at der skal etableres en café i stueplan mod gaden. Ind mod gården står facaden i lyse teglsten på en mørk base, der matcher hovedfacadens. Også her er der leget med murværket i form af fletværk i lyse sten i basen og lodret stillede forbandter mellem etagerne på den øvre, lyse facade.
Den nye fløj står, hvor der tidligere var et parkeringshus, hvilket har medført en lidt anderledes konstruktion end hovedbygningens, der er opført med råhus i betonelementer ligesom stort set alle andre moderne bolig- og erhvervsbygninger.
– Det er jo krævende at bygge i indre by, ikke mindst med hensyn til logistikken og de eventuelle støjgener, så vi har gennem hele forløbet lagt vægt på grundig planlægning og en tæt kommunikation med både hotellet, beboerne i Dronningegården og de omliggende kontorer, fortæller projektleder Patrick Beck fra Arpe & Kjeldsholm.
For at sikre en forsvarlig nedrivningsproces stod specialisten P. Olesen & Sønner A/S for den del af opgaven. P-huset blev revet ned til terrænniveau, mens de underjordiske niveauer er bevaret.
– Kælderen er forstærket for at kunne bære vægten af det nye hus, men for at reducere vægten har vi valgt at lave bygningen med bærende stålkonstruktioner og betondæk. Facaderne er lette. Ud mod Adelgade er der tale om traditionelle, skalmurede facader, mens der er brugt teglskaller ind mod gården, siger Patrick Beck.
Stål- og betonentreprisen er udført at CG Jensen A/S, mens EKJ Rådgivende ingeniører har varetaget ingeniørsiden, herunder beregningerne af de bærende konstruktioner.