Sølyst
Sølystvej 2
8600
Silkeborg
Danmark
Karakteristisk for arkitekturen i det eksklusive boligbyggeri Sølyst i Silkeborg er dels formsproget med forskydning i bygningskroppen og dels det markante kobbertag. Set fra Borgergade har bebyggelsen karakter af fire sammenbyggede punkthuse, hvor man har vendt gavlene og trykket dem, så de får en asymmetrisk profil. Husene er forskudt i forhold til hinanden, hvilket giver en levende facade mod Borggade, mulighed for udsyn mod søen fra alle boligerne og en variation af rum med private tagterrasser på taget.
Både ude og inde er bebyggelsen opført med materialer i høj kvalitet. Facaden er udført i teglsten af typen D91 fra Petersen Tegl med integrerede postkasser ved opgangen til taghaven. Tag, stern og nedløb er udført i kobber. Gangzonen i gårdhaven er belagt med natursten, og terrasserne er udført som trægulve i hårdttræssorten IPE.
– Projektet er beliggende på en meget lille grund. For at udnytte grunden optimalt har man valgt at placere parkering under terræn og etablere boligerne i en urban have på taget af parkeringskælderen. Grundet nærheden til søen står grundvandet meget højt. Hele grunden er derfor gravet ud, så det var muligt at opbygge en vandtæt betonkasse til parkering. Med en 70 cm tyk betonplade, som fylder hele grunden, bliver den flydende betonkasse forankret. Grundvandet står cirka en halv meter op om kældervæggene, så der er meget pres på bygningen nede fra, fortæller Ingeniør Kasper Rønslev fra ingeniørfirmaet Rønslev ApS.
Da byggepladsen skulle etableres oven på taget af parkeringskælderen, startede man med at støbe betonpladen. Konceptet med præfabrikerede sandwichelementer med færdige teglfacader var en optimal løsning på den lille grund beliggende ud til den trafikerede Borgergade, pointerer Kasper Rønslev.
Specialisten i facadeelementer, SHT A/S, har stået for levering og montering af hele råhuset. Bl.a. de 2.900 kvm teglfacade med indstøbte el, ventilation og altanbeslag. Derudover har de leveret 1.200 kvm lejlighedsskel, 2.500 kvm huldæk plus søjler og bjælker.
De præfabrikerede sandwichelementer blev monteret inde fra gårdhaven. Idet facaderne allerede fra fabrikken har påmonterede teglsten, er det muligt at skåne den trafikerede vej Borgergade for stilladser. Ud over at de præfabrikerede facadeelementer er fleksible at monterer, så effektiviseres byggeperioden med de mange færdige løsninger, fortæller SHT –direktør Gert E. Dynesen.
På den lille byggegrund betød det også en del, at de præfabrikerede elementer minimerede pladskravene til lagring af materialer og byggeaffald på byggepladsen.
– I det hele taget bliver der et minimalt materialespild med de præfabrikerede elementer, da vi på fabrikken har systematiseret et genbrugssystem, som gør det muligt at genanvende restprodukter. Det giver også en optimeret byggeøkonomi, fremhæver Gert E. Dynesen.
Oven på sandwichelementerne er der opført en selvstændig konstruktion af stål og træ, som er beklædt med kobber. I arbejdet med at ramme lasterne fra den bærende del ned i sandwichelementerne er der brugt en 3D-model, som også blev brugt til at finde den optimale løsning til lodrette føringer af installationer ned igennem bygningens varierede boligplaner, oplyser ingeniør Kasper Rønslev.
Fra den overdækkede parkering i p-kælderen er der direkte adgang med elevator til boligerne. P-kælderen er opdelt med en aflåst afdeling til beboerne og pladser til offentlig brug.