CA Software
Borupvang 5b
2750
Ballerup
Danmark
Det er IT-universets egen identitet, der er forsøgt fanget og modelleret i det nye domicil for CA Software A/S (tidl. Computer Associates) i Ballerup. Efter en række år i det tidligere ISS-hovedkvarter i Holte har IT-virksomheden valgt at få skabt nye og opdaterede rammer efter egne kropsmål, der lever op til forstærkede krav om grænseoverskridende, intern kommunikation i lyst miljø.
- Hovedlinjerne er lagt på det rene, klare og skarpe udtryk, som vi føler er i overensstemmelse med opfattelsen af en moderne og avanceret IT-virksomhed. Derfor er der satset på enkelthed med nogle meget klare hvide facader samtidig med, at der er lagt stor vægt på husets funktionalisme. Endelig har det betydet noget for os at få bygningskroppen i nær kontakt med landskabet, forklarer arkitekt Morten Ulf Jørgensen fra arkitektfirmaet DesignGroup Architects ApS, der har udtænkt byggeriet i samarbejde med bygherre, mens K2 Projekt A/S har været udførende som totalentreprenør.
- Det enkle, klare udtryk mener vi afspejler virksomhedens identitet, men alligevel har vi skabt variation i facadens udtryk med skift, hvor lange vinduesbånd afløses af dyk med vinduespartier i fuld højde. Selve bygningskroppen har en forsætning, som giver en udvidende rummelig dimension, og vi har her skabt indgangspartiet med et meget markant lysindtag, siger Morten Ulf Jørgensen.
De gennemgående vinduesbånd og døre i stuen, 1. sal og 2. sal samt facadepartierne til de to hovedindgange står i Schücos tegn og er monteret af Glasbyggerne A/S. Facaderne og ovenlys er lavet i system Schüco FW 50+, vinduer i Schüco RS 102 SK, døre i Schüco Royal S 65 og Royal S 70 HPS.HI.
Indvendigt har Glasbyggerne A/S endvidere leveret og monteret et facadeparti mellem gang og et af kontorerne, et vindfang af glas i hovedindgangen samt 2 stk. ovenlys til trappetårnene.
- Det lyse og rummelige er manifesteret i den centrale del af bygningskroppen, populært kaldet piazzaen, virksomhedens torv, der fungerer som fordeler af husets trafik. Det er også her, at der er etableret loungemiljø med mulighed for stående samtalemøder. Samtidig er byggeriet fremtidssikret, så byggeriet kan opdeles til to lejere – der er således en indbygget fleksibilitet, der gør det muligt med en underopdeling af huset, siger Morten Ulf Jørgensen.
- Fokus på det åbne og rummelige fremgår tydeligt af indretningen med store, rummelige kontorer, hvor der er anvendt glasskillevægge for at få gennemlyste rum på tværs. På direktionsgange er der dog lavet faste tværvægge, men med en glasvinge, der sikrer gennemsigtigheden, forklarer Morten Ulf Jørgensen.
Reception og durchsicht
Gæster skal føle sig velkomne, og derfor er der lavet en reception, som kommer gæsten i møde. Receptionsmøblet er skabt i glas og beton i adskilte skiver, som giver en imødekommende lethed, og hvor gæsten modtages ved et lidt højere mødebord. Receptionen er lys og åben og belysningen består af et specielt armatur, udviklet i samarbejde med DesignGroup Architects. I loftet er placeret Profi 120 med T5 lyskilder, to lysstibber og kipbar halogenspot fra X Light I/S. Receptionen ender i en durchsicht med trippelhøj glasfacade med et stort lysindfald til følge. Lysvirkningen accentueres af byggeriets indre rummelighed, hvor stueetagens lofthøjde er en del over standard.