Randkløvehuse
Falhøj
2770
Kastrup
Danmark
Randkløve er en lokalitet på Bornholm.
Men på Amager har de i århun-dreder været orienteret ud med den koloniserede klode, så man her kan finde adresser med reference til både Uganda, Italien og Hadsten – og altså også til Østersøens danske klippeø. Med Randkløve Allé på den ene akse og Tagenshusvej på den anden finder vi boligkvarteret Randkløvehuse, rækkehuse med boliger i to etager. De er opført i flere etaper med den første i 1997-98.
Den seneste er superaktuel, og består af 35 almene boliger og 55 med speciel indretning til plejekrævende beboere. Sammen med de 121, der allerede befandt sig på den såkaldte ‘Tagenshus-grund’, integrerer de 90 nye boliger sig fint i de parkinspirerede områder. Skalaen er intim og human, materialerne velkendte som murværk i rødbrunt farvespil, røde tagsten og fremspringende karnapper med en kontrasterende pladebeklædning i koks – og lysegrå kølighed. Resultatet er en levende og varieret facade i såvel geometri som materialevalg.
Bag den løsning står arkitektvirksomheden Mangor & Nagel A/S i Roskilde. Plejeboligerne er disponeret i fem grupper, hver med 11 boliger grupperet om et fællesareal med uderum. Grupperne er samlet om et servicecenter med faciliteter til plejepersonalet og med samlingssal, fysio- og ergo-terapilokaler, tand- og fodpleje samt frisør.
De almene boliger udgøres af en blanding af familieboliger, ældreegnede boliger og boliger for unge med psykiske lidelser.
- Som en tilføjelse til den traditionelle historiske profilform er modernistiske udtryk tillagt i form af udskæringer i formen, karnapper og altaner med en gennemgående slyngende kantform i den mørke koksgrå farve, forklarer Mangor & Nagel A/S i en kommentar. Inden for bebyggelsen slynger et stisystem sig gennem gårdrummet. Lette opholdsbroer i træ ligger ud i naturområder med to søer, der alt efter årstid og vejr har skiftende vandstand og fauna. Søerne er samtidig en del af den bæredygtige klimaløsning, idet deres bassiner fungerer som nedsivningsanlæg i en LAR-model (Lokal Afledning af Regnvand).
Inde i boligerne opleves harmoniske løsninger og samtidig løsninger med stor praktisk funktionalitet afstemt efter den brugergruppe, som indretningen er møntet på. Materialevalget er af gedigen kvalitet uden at være prangende med elementkøkkener i et fortsat farvetema af grå lak, men nu istemt et massivt bidrag fra de flotte trægulve.