Esplanadeparken
Strandesplanaden
2660
Brøndby Strand
Danmark
Det var et ønske fra Brøndby Kommunes side om at give hele området et løft, der satte gang i projektet med de 48 lejligheder, der er opført som ejerboliger, fortæller Gitte Lorentzen fra PLH Arkitekter, der har stået for projektet.
- Vi deltog i konkurrencen med Boligplan 8, der indgik som bygherre og investor, og vandt altså opgaven. Da grunden ligger i kanten af det 2,5 km lange parkforløb, var vores løsning at lave forskudte punkthuse, så man sikrer forbindelserne ned gennem de grønne arealer, og desuden måtte vi ikke lukke området af med hegn. Vi ville gerne lave noget, som var inspireret af at ligge i en park, så husene ligger frit som byvillaer med offentlig adgang mellem husene, siger Gitte Lorentzen.
Bebyggelsen består af fire blokke i hver tre etager. Hver blok er opdelt i to bygningskroppe forbundet med en trappebygning, og indeholder fire lejligheder på hver etage. Da bygningskroppene ligger forskudt i forhold til hinanden sikres bedst muligt dagslys og udsigt fra alle boliger. Hver blok er desuden vinklet i forhold til de andre og til grunden, hvilket også medvirker til bebyggelsens luftige indtryk.
Stilmæssigt er der tale om en opdateret modernisme, hvor hver bygning fremtræder som en stramt rektangulær, hvid blok gennembrudt af vinduer i forskellige moduler, som forskyder sig fra etage til etage og i nogle tilfælde går rundt om hjørnerne.
Lejlighederne på de to øverste etager har altaner som er afskærmet af limegrønne glasplader, der udgør en fin kontrast til de hvide facader, mens de nederste lejligheder har adgang til små afskærmede haver.
Lejlighederne er inddelt i forskellige typer spændende fra ca. 73 kvm til ca. 104 kvm med planløsninger, der prioriterer, at de store åbne opholdsrum er placeret i hjørnerne og har bedst mulig udsigt og lysindfald. Alle lofter og vægoverflader er spartlet, beklædt med filt og malet for at sikre helt glatte og rene overflader, mens alle gulve, inklusive trægulvene i opholdsrum og værelser, er forsynet med gulvvarme.
Ikke helt traditionelt er både yder- og indervægge opbygget i YTONG/SIPOREX-porebeton leveret af Xella Danmark A/S, der har et meget bredt program af porebeton, både i blokke, plader og elementer, til stort set alle dele af et byggeri. Ydervæggene er herefter isoleret udefra og pudset med en indfarvet hvid puds. Dæk og tag er udført af betonelementer.
Stenhusvej Tagentreprise A/S har stået for tagdækningen, der er opbygget oven på betondækket med kileskåren isolering med et fald på 1:40 på en membran og med to lag pap øverst, i overensstemmelse med Icopals forskrifter og dækket af Icopals 15 års garantiordning. Firmaet har også lavet zinkinddækninger ved tag og vinduer og har stået for tagene på de nærliggende udhuse, som rummer affaldscontainere, cykeloverdækning og et depotrum til hver lejlighed.
Krone Vinduer A/S har leveret deres Krone Combi træ-/aluvinduer fremstillet efter mål som facadevinduer, terrassedøre og i en kraftigt forstærket udgave til trappetårnene mellem blokkene.