Egholm
Richard Boones Vej
2300
København
Danmark
Det er lige før, man glemmer alt om indretning og plantegninger – og altså selve boligen, hvis man skulle bo i en af de 165 lejligheder, som Egholm på Sluseholmen indeholder. For de mange spændende facader man naturligvis først bliver præsenteret for, stiller uvilkårligt det spørgsmål: Hvilken facade kunne jeg bedst tænke mig at bo bag?
For facaderne er et væld af forskellige materialer og farver, men også differentierede vinduespartier og størrelser. Og det gør, at øjnene aldrig rigtigt bliver mætte, for der dukker hele tiden nyt op. Det er som at gå en tur i det gamle København, hvor også boligerne her har mange forskellige udtryk.
De varierende bygningsfacader er tegnet af en række af landets førende arkitekter.
I forhold til de øvrige karrer på Sluseholmen adskiller Egholm sig ved, at der primært er brugt murværk til facaderne.
- Samtidig er den en ren boligkarre, hvor der i de øvrige også er enten erhverv, butikker eller daginstitutioner, forklarer arkitekt Henning Thomsen.
Til etagebyggeriet er der benyttet CSK-bjælker – kompositbjælker i stedet for betonbjælker. Det giver bl.a. en øget loftshøjde at arbejde med, og man behøver ikke tage højde for installationsføringen, da bjælker ikke ’stjæler’ plads som de traditionelle betonbjælker. Det er CSK Stålindustri A/S, der har leveret CSK-bjælkerne. Som de øvrige karreer er der også her en hyggelig, grøn fællesgård.
Det er arkitektfirmaet Arkitema, der sammen med Gröning Arkitekter har stået for koordinationen på samtlige nyopførte boliger på Sluseholmen. Hele Sluseholmen har gennem en årrække været under forvandling fra et nedslidt erhvervsområde til en charmerende kanalby a la Amsterdam. Det er den hollandske arkitekt Sjoerd Soeters, der driver tegnestuen Soeters Van Eldonk architecten, der har været med til at udarbejde den overordnede plan for hele Sydhavnen, hvor der etapevis skal bygges omkring 5.000 boliger plus institutioner, skole, butikker, restauranter og andet erhverv. Som i Amsterdam er hovedideen i Sydhavnen at skabe en kanalby med karreer sammensat af huse, der ser forskellige ud.
Egholm tæller en karre med i alt 165 lejligheder. Karreen ligger ved siden af Askholm, men som med de øvrige karreer er også de to afbrudt af en af Sluseholmens kanaler. Netop kanalerne bliver Sluseholmens særpræg. Hele Sluseholmen bliver gennemskåret af kanaler, så der dannes otte øer. Det betyder, at alle boliger får udsigt til vand. Øerne forbindes af små træbelagte gangbroer, så man kan gå fra ø til ø.
Egholm ligger længst ned mod vandet – faktisk lige i vandkanten af Københavns Havn, og det har man valgt at sætte fokus på ved at lave et trappeanlæg langs vestsiden, der går ned mod vandet. Her kan man en varm sommerdag – eller lun forårsdag – sidde og nyde vandets klukken og aftensolen.
Men Egholm er naturligvis mere end et spørgsmål om ’facadeguf’. De 165 boliger spænder over en størrelse fra 70 til 190 kvm. Der er opført to typer boliger – kanalhuse og kajhuse. Kanalhuse er selvstændige ejendomme, der alle vender mod øst. Husene er smalle og hyggelige og rummer to boliger hver i to plan. Enkelte af kanalboligerne findes i et plan. Her har den øverste lejlighed tagterrasse og den nederste både-/badebro.