Gentofte Sportspark
Ved Stadion 12-14
2800
Lyngby
Danmark
Når solen rammer Gentoftehallens facade, minder den om et skakbræt, klar til mentalt krigsspil. Står man stille lidt og nyder den sorte, elegante facade, kan man samtidig nærmest høre musikken fra musicalen ‘Chess’, hvor en amerikansk og en sovjetisk mester mødes om verdensmesterskabet i skak, og en dame blander sig, så en kærlighedsaffære opstår. Dog er facadens ‘skakfelter’ holdt helt i sort, men udstråler stadig dynamik og bevægelse som på et skakbræt, da himlens omskiftelige toner får facaden til at changere – eller bare være helt sort.
Det er A.E. Stålmontage, der har stået for facadeentreprisen til den nye hal. Facaden er dækket af lodrette bånd af sort anodiseret foldede aluminiumsprofiler, der er bukket i et zigzagmønster og sat op på trækassetter, der er fastgjort til facadeelementer. A.E. Stålmontage A/S har bukket pladerne hjemmefra, inden de er blevet monteret på pladsen. Pladerne er blevet ‘graffititestet’ – dvs. at de enkeltvis kan tages af og renses eller skiftes ud.
Hallen rummer både en træningshal og en opvisningshal. Rent arkitektonisk giver det naturligvis sine begrænsninger i forhold til bygningens krop, da sportens platforme ikke kan gradbøjes. Men ved at forkæle facaden har man ramt et symfonisk udtryk, der visuelt har mange takter. En af dem er indgangspartiet – altså hovedindgangen – hvor de sorte facadeprofiler er foldet op som en baldakin, der giver læg og skygge og en blødhed til ‘kroppen’. Det er med fuldt overlæg, at der ikke er vinduer i hallerne, da lyset ellers vil forstyrre og blænde spillerne, og samtidig giver det også en ro i forhold til den smukke skakfacade, der ikke bliver brudt.
Tvilum Landinspektørfirma A/S har foretaget opmålinger til brug for projektering for bygherre samt afsætninger af både hallen, stadion og atletikanlægget til brug for hovedentreprenøren. Firmaet er endvidere i gang med multiarenaen Royal Arena i Ørestaden.
På hallens frontfacade er navnet Gentoftehallen valgt i skrifttypen Engelhardt, der også bruges på alle kommunes skilte med vejnavne. Hallen er tænkt som en integreret del af Gentofte Sportsparks grønne landskab.
Gentoftehallen er tredje fase i udviklingen af Gentofte Sportspark. I tredje fase tæller også et nyt fodboldstadion med ny tribune og et stadion til skoleatletik. Anlægget til skoleatletik opføres på den modsatte side af vejen. Det nye fodboldstadion har en tilskuerkapacitet på 4.000, som det kræves i henhold til DBU’s krav, hvis et stadion skal være godkendt til fodbold i 1. division, hvilket man sigter efter hos HIK (Hellerup Idrætsklub), der pt. spiller i 2. division. Også belysningen opfylder DBU’s krav.
Selve plænen er beklædt med kunstgræs, så brugsværdien stiger. Kunstgræs giver klubberne mulighed for at tilbyde udendørsfodbold året rundt i mange timer dagligt i forhold til græsbaner, der kræver hvile mellem kampe. Den nye overdækkede tribune, der ligger i forlængelse af hallen, har 300 siddepladser. Den gamle tribune ligger der stadig. Træt og trist at se på i forhold til den nye bane og nye tribune. Den venter på sin dom, da der endnu ikke er truffet beslutning om, hvad der skal ske med den, oplyser Stig Eiberg Hansen, leder af Idræt og Fritid i Gentofte Kommune.