Kontorhus Eternitten
Alexander Foss Gade 7-9
9000
Aalborg
Danmark
I 2004 lukkede og slukkede produktionen hos en af Aalborgs helt store industrivirksomheder Dansk Eternit. Eternitproduktionen blev etableret i Aalborg i 1927 og var i høj grad med til at gøre Aalborg til Danmarks førende industriby. Siden den industrielle storhedstid havde eternitproduktionen hørt hjemme på en 6,4 hektar stor grund midt i byen, i folkemunde kaldet Eternitten. Grunden havde hidtil ligget hen som lukket industriområde, men med en vision hos Aalborg Kommune om en omfattende byomdannelse er grunden nu i gang med at blive integreret i byen med opførelsen af blandt andet kontordomiciler, varehuse samt familie- og ungdomsboliger – alt sammen udført i eksperimenterende arkitektur i nøje samspil med den industrielle kulturarv på området.
Visionen for Eternitten er at skabe et byområde, der synliggør Aalborgs forvandling fra industriby til vidensby. I tråd med dette er størstedelen af de gamle fabriksbygninger revet ned, men udvalgte skulpturelle bygningsdele står tilbage som vartegn for området med klare referencer til Eternittens historie. Og netop denne bevarelse har været af stor betydning i udviklingen af den nye bydel; de karakteristiske elementer fra den gamle cementfabrik skulle vedstå som kendetegn for området og kombineres med de nye bebyggelser på fleksibel vis, så området er gearet til de fremtidige krav fra erhvervs- og bylivet.
Som en del af den nye byomdannelse står den seneste nybygning på Eternitten nu færdig her i foråret 2014 og lever i høj grad op til målet om at forene områdets industrielle identitet fra fortiden med nutidig fremtrædende arkitektur. Bygningen består af et nyt kontordomicil på fire etager, som kombinerer nybyggeri med en af de gamle fabrikssiloer.
Jordforurening
Den industrielle produktion af eternit, som spiller så stor en rolle i eternitgrundens historie, har også medført nogle særlige omstændigheder for byggeforløbet på grunden. For mange år tilbage blev eternit fremstillet med et blandingsforhold, der inkluderede byggematerialet asbest; et produkt, som ikke længere anvendes på grund af de sundhedsskadelige virkninger. Eftersom den tidlige produktionsproces også på eternitgrunden i Aalborg inkluderede brugen af asbest, har der været stor fokus på asbestproblematikken i forbindelse med byomdannelsen på Eternitten, hvilket også har påvirket byggeriet af det nye kontordomicil.
Myhlenberg Byg A/S har været hovedentreprenør på dette byggeprojekt og har oplevet det store fokus på problematikken. I praksis har det blandt andet medført skærpede krav, når jord skulle køres væk fra byggegrunden. For at undgå støv, som er dét, der udgør fareelementet ved asbestholdig jord, er jorden blevet vandet, inden den køres væk. Hele forløbet har været håndteret fuldt professionelt af alle involverede instanser, så processen har været ganske problemfri. Direktør for Myhlenberg Byg Jørn Theilgaard forklarer:
- Der har været fuldt fokus fra alle sider på asbestproblematikken lige siden dag ét, så man var helt sikker på at få gjort det rigtige. Så trods det specielle udgangspunkt for byggeforløbet har det ikke besværliggjort arbejdet unødigt, da der fra alle sider har været fuldt styr på de nødvendige procedurer og forholdsregler.
Vellykket samarbejde