Metroselskabet I/S
Metrovej 5
2300
København S
Danmark
Man kan fristes til at sige, at der er dømt hjemmebane for Metroselskabets nye – men midlertidige – kontorhus på Metrovej i Ørestaden. Ikke alene er det placeret på Metrovej, men der er også direkte udsigt til selve metroen. Et mere perfekt match findes vel næppe.
Kontorhuset skal bl.a. huse Metroens drift- og anlægsfunktion samt projektorganisationen for den kommende City Ring.
Det er et modulbyggeri, der er placeret parallelt med metroen, og derfor er det gavlen af byggeriet, man først får øje på, når man kommer kørende ad Metrovej. To kontorfløje i to etager ligger parallelt, og er både adskilt og holdt sammen på én gang af en dobbelthøj vandrehal i midten. Fra 1. sal og ned til jorden snor galvaniserede spindeltrapper sig som jødiske ortodokse krøller på begge gavle. De fire spindeltrapper er flugtvejstrapper leveret af Schack Trapper A/S, der også har leveret de indvendige halvsvings gråmalede ståltrapper.
Det har taget under et år at bygge kontorhuset, hvilket skyldes, at der er tale om et modulbyggeri. Der er brugt 116 moduler, produceret hos Scandi Byg A/S i Løgstør. Køkken, toiletter og lamper er monteret på fabrikken, inden modulerne er transporteret til Ørestaden. Modulerne er af træ og beklædt med rektangulære antracitgrå eternitplader. De er designet i samarbejde med tnt arkitekter.
- Det går rigtigt hurtigt med at bygge, når man vælger en løsning med modulbyggeri. Til gengæld kan man ikke ændre så meget løbende, så man skal lave planerne i første hug, fortæller arkitekt Agnete Lønstrup.
De kvadratiske vinduer er placeret i to rækker – en på 1. sal og en i stuen i en lidt mørkere tone end byggeriet.
De lange kontorfløje bliver udefra afbrudt af et hul ind i byggeriet, hvor der ligger brønde, som der ikke må bygges over. Hullet lukkes af med et metalnet. Et afbræk der også er visuelt klædeligt til længderne, og som giver en lille pause til de tætsiddende to striber vinduer.
Hovedindgangen vender ud mod metroen og adskiller sig fra resten af byggeriet med store vinduespartier og et vindfang.
- Det er for at markere, at her er hovedindgangen, så det ikke bare bliver en lang blok, siger Agnete Lønstrup.
Kontorhuset er indvendigt holdt i lyse farver med lys grå linoleum på gulvet, der går igen på trappetrinene. Receptionen er placeret til højre, og trappen op til første sal er skjult bag en væg.
- Det er helt bevidst, og et spørgsmål om sikkerhed. Det skal ikke være muligt for udefrakommende bare selv at løbe op. Man skal henvende sig i receptionen først, siger Agnete Lønstrup.
Lige over receptionen på 1. sal er der endvidere et venteværelse med stort vinduesparti, hvorfra der er udsigt til metroen. Loftet er et akustikloft, hvor ventilationen er synlig.
- Det har vi valgt for at få så meget loftshøjde som muligt. Det giver mere luft.
I de to kontorfløje er der et miks af kontorlandskaber, kontorer og mødelokaler i forskellige størrelser. I de mindre kontorer er der glasfacader, så der er udsyn til begge sider.
De to kontorfløje forbindes af en dobbelthøj lys vandrehal, der gør kontorhuset til noget unikt og anderledes.