Opus
Østre Stationsvej
5000
Odense C
Danmark
Det nye, centralt placerede boligkvarter omkring Østre Stationsvej er led i en visionær byfortætningsplan for Odense. Odense skal være en aktiv og attraktiv kosmopolitisk storby, hvor nye boliger i centrum tilføjer arkitektonisk værdi i bybilledet og danner ramme om det moderne storbyliv med hurtig og effektiv adgang til alle transportformer.
På mange måder er den V-formede boligkarré, som er tegnet af C. F. Møller arkitekterne, egentlig klassisk, men med mange overraskende, karakterfulde detaljer og et lyst og venligt gårdrum, der åbner op mod gaden og parken. Ydervæggene er i beton med skalmur i beige-gule teglsten med brune og hvide nuancer.
Totalentreprenør på byggeriet er 5E Byg A/S, hvor projektleder Steen Bonnerup fortæller:
– Egentlig forelå der en politisk beslutning fra starten om, at byggeriet højst måtte gå op i fire etagers højde, men det lykkedes at forhandle en løsning igennem, hvor en trinvis optrapning af etagehøjden sammen med opbrydende vinduesbånd får bygningskomplekset til at virke lavere og mindre kompakt, startende i vest med seks etager og en trappeformet, harmonisk stigning til ni etager mod øst, konstaterer Steen Bonnerup, og fortsætter:
– Her er forskudte tagterrasser, hvoraf én er fælles. Her er karnapper, altaner og spændende drej, som giver varierende udsigt for beboerne og samtidig liv i facaden. Huset er V-formet med nedkørsel til p-kælder, samtidig med at terrænet falder en hel etage. Ud mod banegården og parken tårner karréens højeste hjørne sig op, markant med sine forskudte og drejende bygningselementer. Gårdrummet er ikke en mørk og lukket baggård, men snarere en lys og venlig forhave og samlingssted for beboerne med udsigt til den livlige by. Den centrale beliggenhed, med nem og bekvem adgang til letbanen, banegården og andre transportformer samt nærhed til gågaden, er essentiel.
– De udvendige arbejder blev lidt forsinkede på grund af en politisk beslutning om indbygning af et centralt affaldssugeanlæg sent i projektet, efter at vi havde fået byggetilladelse, indskyder Steen Bonnerup.
– Men lige som det blev nødvendigt for os at tilpasse os det igangværende letbanebyggeri, som gav begrænsninger i bevægelsesfriheden, så blev udfordringerne naturligvis løst, og resultatet er blevet rigtig godt.
Den V-formede karré er anden etape af det såkaldte Karré-1-projekt, hvor C. F. Møller også har tegnet den L-formede nabobygning. Den nyeste karré har to gavle ud mod Østre Stationsgade og favner åbent mod syd, mens den ”lukker af” mod nord. Bygningens højeste hjørne har tårnkarakter ud i en spids vinkel med drejende og forskudte elementer for hver etage, hvilket giver liv og variation. Facaderne opdeles af vandrette teglbånd for hver anden etage, hvilket bryder op og syner mindre massivt. V-karréen rummer 78 lejligheder, inkl. penthouselejligheder, som er med betonbagmur med stålbeklædt formur i zink-udtryk.
Der er tale om moderne, attraktive midtbylejligheder i høj kvalitet og varierende størrelse, og et byggeri i materialer efter nyeste standarder, ikke mindst hvad angår indeklima, energiforbrug og miljøkrav. Lejlighederne står klar til indflytning februar 2018.
Find andre byggerier på oversigtskortet