Bjarne Nielsen Biler
Silkeborgvej
7400
Herning
Danmark
Bjarne Nielsen A/S havde tidligere i samarbejde med totalentreprenøren C.C. Contractor A/S udviklet et projekt til et nyt bilhus, men kun en uge før byggestart dukkede en helt ny mulighed op: Byens bedste byggegrund blev sat til salg lige overfor herningCentret og Bilka. Derfor valgte parterne øjeblikkeligt at stoppe deres gravmaskiner og i stedet byde ind på grunden.
Man allierede sig med arkitektfirmaet Krads ApS fra Aarhus. C.C. Contractor kendte i forvejen de unge arkitekter fra et samarbejde om et visionært forslag til et etageboligprojekt. Tidligere har arkitekterne også gjort sig positivt bemærket over for byens politikere med et byfornyelsesprojekt for netop den del af Hernings østby, hvor den aktuelle byggegrund lå.
Med sin iøjnefaldende placering i et område udlagt til indkøbscenter og butikker ville bilhuset få karakter af en moderne byport, og den slags forpligter. Det nye bilhus skulle således leve op til en række krav om funktionel, teknisk og ikke mindst arkitektonisk kvalitet.
Bilhuset er på ca. 5.200 kvm og har 60 ansatte. Huset eller rettere bygningskomplekset rummer udstillings- og salgsafdeling, skadecenter, reservedelslager, klargøring og montering samt topmoderne person- og varevognsværksteder. Med sine karakteristiske geometriske former fremtræder bilhuset markant og ikonisk. Bygningen kiler sig ind i landskabet og leder visuelt byens gæster mod centrum. Effekten forstærkes af den perforerede facadebeklædning, hvis skrå linjer tilfører bygningen dynamik og samtidig virker både let og luftig.
Beklædningen er bronzeanoidseret strækmetal, som tillader dagslys at trænge ind i bilhuset og gøre det lyst og venligt. Om aftenen skinner lyset i biludstillingen ud gennem strækmetallet, og illuminationen er en oplevelse i sig selv. Den effektfulde beklædning er udført af Pro Montage fra Sunds:
- Vi har monteret 1.800 kvm, hvoraf omkring en tredjedel fortsætter ind i udstillingsarealet og fungerer som loftsbeklædning. Det binder huset sammen og giver en god overgang mellem inde og ude. Den udvendige beklædning er monteret på 300 mm Paroc mineraluldspaneler, fortæller indehaver Erik Gammelgaard fra Pro Montage.