Bjarne Nielsen Biler
Silkeborgvej
7400
Herning
Danmark
Den rombeformede bygning er delt i to trekanter med et diagonalt snit. Den ene halvdel rummer udstilling og salgsafdeling, mens den anden blandt andet huser medarbejderfaciliteter, reservedelslager, skadecenter, klargøring og værksteder. Mens Krads ApS har trukket de store linjer op, har C.C. Contractor Tegnestuen a/s med sin erfaring og ekspertise fra lignende projekter varetaget al værkstedsindretning og detaljering.
Der er højt til loftet i den centrale del af udstillingslokalet, og som beskuer er det svært at afgøre, hvor mange etager udstillingsareal der er rundt langs vægge og facader. Ved en rundgang opdager man, at der i virkeligheden er tale om niveauforskydninger i store dele af bygningen – flere steder er bilerne placeret på svagt stigende ramper. Det er en lille genistreg, som får de forskellige udstillingsområder til at smelte sammen. Som potentiel bilkøber bemærker man knap nok, at man bevæger sig fra en zone med et bilmærke til en ny zone med et andet mærke.
Bygningens nordøstlige hjørne strækker sig ud mod omgivelserne og hænger nærmest svævende over terrænet. De mange kræfter, der bærer udhænget, ledes diskret hen til en søjle i udstillingen via en halvanden meter tyk konstruktion skjult mellem loft og tag. En detalje, som kun fagfolk med indsigt i statik vil bemærke, og som er med til at løfte bilhuset og give det sin lethed.
Det er Spæncom A/S, som har leveret søjler, bjælker, huldæk samt TTS-tagelementer, og sagsingeniør Henrik Jensen fremhæver bilhuset som et godt eksempel på, hvordan kreative ideer kan omsættes til elegante løsninger i samspil mellem rådgivere, arkitekter, ingeniører og entreprenører:
- De tekniske muligheder og produkter findes jo. Det afstiver helt klart den faglige stolthed, når løsningerne spiller smukt og harmonisk sammen.