Politistation Hobro
Digterparken 2
9500
Hobro
Danmark
- Det skal ligne noget, der er tænkt over.
Sætningen bliver sagt med et skævt nordjysk smil, men meningen er klar: ambitionerne har været i top ved byggeriet af Hobros nyeste vartegn, byens politistation.
Derfor har entreprenøren, bygherren og ejeren Ole Grønlund hele vejen igennem brugt ovenstående slogan i byggeriet af den mest omtalte bygning i byen og i Himmerland i det hele taget i de seneste år.
Og resultatet er da også blevet derefter.
- Vi har fået en karakterbog på 4.9, og både jeg og alle andre er utroligt godt tilfredse, fortæller Ole Grønlund, som ikke lægger skjul på, at han er pavestolt over bygningen.
De 2.300 kvadratmeter i to etager (plus kælder) knejser højt over landskabet ved den nordlige tilkørsel til Hobro, hvor den teglklædte betonbygning kan ses på lang afstand og samtidig giver gode frakørselsmuligheder, når betjentene skal rykke ud.
Stationen består af en u-formet bygning med reception, ventelokale og plads til køreskoleelever ved indgangen. Derudover huser bygningen kontorer i to etager centreret omkring en vandregang, som bliver samlingspunkt og adgang til samtlige kontorer, der er forsynet med glas ud mod gangen, og bevægelsescensorer til lyset, briefingrum, kantine. Desuden en kælder med fitnessrum, tørrerum og afslapningsrum, hvor betjentene kan ligge og hvile i forbindelse med lange vagter.
Og så er der naturligvis stort garageanlæg med plads til vognparken, kosterrum og mulighed for at teste knallerter for ulovligheder.
Det hele er lavet energivenligt efter 2015 standarder med solceller, isolering og alt, hvad hjertet ellers kan begære på den front.
Herfra skal Himmerlands Politi dække de tre kommuner, Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerland, og når byggeriet har været meget omtalt skyldes det især, at Vesthimmerland og Mariagerfjord Kommuner begge har gjort krav på at blive hovedsæde for de 80 betjente, der har deres daglige gang i bygningen – og i Vesthimmerland er mange stadig ikke tilfredse.