Arena Randers hal 4
Fyensgade 1
8900
Randers
Danmark
De har ventet mere end 12 år på en ny multiarena i Randers. Nu er den omsider færdig. Men Coronapandemien står i vejen for, at science fiction-messen Sci-Fi-Con, Randersmessen og mange andre arrangementer kan vise, hvad den nye arena kan bruges til. Gitte Nørgaard, direktør i Arena Randers, har i alle årene glædet sig til at byde indenfor i den nye arena. Planen var at indvie den i maj, men nu må hun vente endnu længere.
– Nu har vi en af Danmarks flotteste haller. Så er det hele ventetiden værd. Det er megaflot, og vi glæder os sindssygt til, at vi kan åbne og komme i gang, siger Gitte Nørgaard.
Uanset hvordan de lokales holdninger har været til den lange politiske proces før byggeriet, kan de nu nyde synet af den harmoniske forlængelse af de gamle idrætshaller og den nye facadebeklædning, som binder hele byggeriet sammen.
Efter 10 års lokalpolitisk tovtrækkeri blev projektet med at binde tre eksisterende haller sammen med en nybygget multiarena endelig sendt i udbud i 2017. Den danske afdeling af tyske Max Bögl leverede de mest tilfredsstillende tegninger og beregninger på baggrund af kommunens ønsker til en harmonisk forlængelse af de eksisterende sportshaller, som er ombygget flere gange i årenes løb. Det sammensatte udtryk er nu erstattet af et ensartet og åbent byggeri med meget lave U-værdier og solcelleanlæg på taget.
Arena Randers er knopskudt siden sin start som Randers Idrætshaller i 1970’erne. En rundbuehal, basketballhal og et sportscollege er kommet til på matriklen i årenes løb. Derfor var den helt store opgave for Link Arkitektur A/S at binde det hele sammen – herunder at få den 50 år gamle Hal 1 til at spille sammen med den nye multiarena. Sammensmeltningen inkluderer fælles bevægelsesbånd, kiosker, toiletter og opholdsrum, som kan lukkes af fra begge sider med brandjalousier.
Denne del af byggeriet har været udfordret af, at gallafester og sportsarrangementer skulle afholdes som sædvanligt i hal 1, mens Max Bögl brød dele af den ned i under forberedelserne af det nye byggeri begyndelsen af 2018.
– Alene det at bygge op ad noget eksisterende gav os udfordringer, fordi vi havde hensynet til adgangsveje, flugtvejsforhold og opbevaring af blandt andet idrætsudstyr til arrangementerne. Det har krævet en meget stor projekteringsindsats, fortæller Anders Weidemann, projektchef hos Max Bögl.
Hal 4 er opført lige der, hvor indgangen til hal 1 lå før. Så den løbende justering af brand- og flugtveje krævede også en del koordinering med de lokale myndigheder. Nu hvor byggeriet er afleveret, kan det være svært at se, hvor den gamle hal sluttede, og den nye begynder. Især på ydersiden, hvor det ensartede udtryk er gennemført med blandt andet en forlængelse af det eksisterende tag og en ny facadebeklædning af præfabrikerede stålsandwichpaneler.
– Jeg synes, tilbygningen er bundet enormt godt sammen med den eksisterende hal. Det er lykkedes at skabe en ualmindeligt god sammenhæng med et elegant greb, siger Anders Weidemann.