Valdemarsgade/Sonnesgade

:
juni 2017
Valdemarsgade/Sonnesgade - altaner

Vinklede vindueskarnapper og altaner med glasværn henter lys ind i lejlighederne og giver god udsigt.

Valdemarsgade/Sonnesgade - facade

Facaderne er i lys og indbydende tegl.

Valdemarsgade/Sonnesgade - udsigt

Fra boligblokkene er der masser af luft og panorama ud mod banegraven.

previous next

Fleksible bylejligheder med udsigt

Gammel erhvervsgrund med nedslidt lagerhal er rampe for ny boligbebyggelse med lyse teglfacader, vinklede vindueskarnapper og vestvendte altaner

Byggefakta

Valdemarsgade/Sonnesgade
Valdemarsgade 60-64
8000 Aarhus C
Danmark

Bygherre:
Høgh & Rousing Ejendomme A/S
Arkitekt:
Luplau & Poulsen Arkitekter ApS
Ingeniør:
LB Consult ApS
Andre aktører:
Arkplan Byplan & Landskabsarkitekter
Areal:
2500 kvm.
Byggesum: 
31 mio. kr.
Byggeperiode:
marts 2015 - Februar 2017

Det er ikke store lejligheder, men her er gjort meget ud af at skabe lyse, fleksible og funktionelle lejligheder med gode indretningsmuligheder for lejerne. Lejlighederne har flot udsigt og er attraktive for især singler, par, familier med første barn, og for unge studerende i delelejligheder. Sådan forklarer Kim Richter, Teknisk Direktør for bygherren, Høgh & Rousing Ejendomme A/S.

Lys og nordisk stil

– Den nye bebyggelse ligger på et plateau på en bakketop i Aarhus centrum, i gåafstand til banegården og med kort afstand til blandt andet Aros og Musikhuset. Her er åben udsigt over den sænkede banegrav og byen, fortæller såvel Kim Richter fra Høgh & Rousing som Arkitekt Vibe Kragholm Knudsen fra Luplau-Poulsen ApS. 

– Bebyggelsen består af en bygning i tre etager og en bygning, der går fra tre til fire etager. Således er der arbejdet med formen på bygningernes tage, som begge har fået hældning og dermed passer godt ind i konteksten. Gavlene står vinkelret mod Sonnesgade og følger byggerytmen i området. Derved trækkes en masse lys ind fra sydvest til boliger, gårdrum og Sonnesgade. Der er tale om 28 + 12 boliger, med to-treværelses lejligheder på 46 – 79 kvm, og alle lejlighederne er tegnet efter samme grundprincipper.

– Grundprincippet for indretningen har været at hente så meget lys som muligt ind i lejlighederne. De vinklede karnapper gør, at beboerne får udsigt over byen og banearealet i stedet for at kigge direkte ind til naboen, siger Ole Simonsen, byggeleder hos hovedentreprenøren Dansk Boligbyg A/S.

Hovedparten af de store vinduespartier går til gulvet. Altanerne, der ligger i forlængelse af karnapperne, er store og lyse med glasværn, og orienteret mod sydvest. Facaderne er med lyse randers­tegl med indlagt reliefvirkning, og brunlige Ivarsson-plader til karnapperne, og opgangene er trukket lidt frem i forhold til facaden, med godt lysindfald fra top til bund.

Arkitekt Vibe Kragholm Knudsen fra Luplau-Poulsen pointerer, at der overalt er prioriteret robuste materialer i lys og nordisk stil, og at det er lykkedes at få byggeriet indpasset smukt med områdets ældre murstensbygninger.

– Lejlighederne er indrettet med gulve i lys egetræsparket, funktionelle badeværelser med lyse klinker, og køkken-alrum med hvide, grebsløse HTH-køkkener. Udearealerne omfatter et grønt gård­rum mellem boligerne på ca. 500 kvm med plads til leg og ophold, og et trappeanlæg med siddetrin og integrerede plantekasser mod Sonnesgade.

Funktionelt og optimeret

Byggeleder hos Dansk Boligbyg, Ole Simonsen, konkluderer:

– Det er traditionelt betonelementbyggeri med formur af tegl. Rent byggeteknisk har projektet ikke været kompliceret, og vi var i stand til at aflevere halvanden måned før tiden, efter et effektivt byggeforløb, hvor samarbejdet var præget af stor forståelse for vores faglige udfordringer som entreprenør, idet bygherren selv er inden for samme branche og har en dejligt løsningsorienteret tilgang.

Andre byggerier i Byggeplads.dk 2017 nr. 3

Bolig

Amerika Have

Amerika Plads har kastet anker

Forskningscenter

Arla Innovation Centre

Mødet mellem natur og tanke

Domicil

Axel Towers

Det runde Danmark

Butikscenter

Bauhaus, Valby

Selvbyggertemplet i Valby

Børneinstitution

Børnebyen Vandværket, bygning B

En lille landsby for børn midt i byen

Bolig

Frederikskaj 2

Sydhavnens nye skønhed

Skole

Katrinedals Skole

Skolen som campus

Bolig

Kubehusene

Byggeklodser supersize

Bolig

Lottrupgården, CeresByen

Kompakt, urban boligkarré med levende profil 

Domicil

Nordea A/S

Nordea City

Bolig

Nordre Havnepromenade

Luksuslejligheder stævner ud i fjorden

Bolig

Ternevænget

Lavt boligbyggeri med lebensraum

Museum

Tirpitz

Under sandet

Bolig

Valdemarsgade/Sonnesgade

Fleksible bylejligheder med udsigt

Boliger

Østerbro Brygge, etape 2

Fra hashklub til grønt brokvarter