Aarhus Internationale Sejlsportscenter
Ester Aggebos Gade 80
8000
Aarhus C
Danmark
Aarhusbugten egner sig fortrinligt til sejlsport, og i august i år bliver Aarhus værtsby for VM i sejlsport for samtlige olympiske sejlsportsdiscipliner. Her vil Aarhus Internationale Sejlsportscenter være den naturlige base, og fremover vil stedet kunne tiltrække flere internationale sejlsportsstævner.
Byens seks sejlklubber, Dansk Sejlunion og Team Danmark har kontor i huset, som skal favne sporten bredt fra otteårige begyndere til elitesejlere.
Nu er faciliteterne og rammerne klar for en stor bredde for sejlsporten i Aarhus. Med to store haller kan bådene trækkes indenfor, hvorved meget tid spares for sejlerne. Sejlsportscenteret har desuden værksteder, omklædning, træningsrum, mødelokaler og loungeområde.
En af sejlsportscenterets vigtigste aktiver er et nyt, større slæbested, hvor sejlerne kan trække bådene i vandet og på land igen. Med et 50 meter bredt slæbested knyttet direkte til husets forplads, er der et optimalt flow for de ofte talrige både. Forpladsen binder området sammen med adgang til vandet, til hallerne via to store porte og til henholdsvis omklædningen, værksted m.m. og kontor, lounge og mødelokaler. Slæbestedet ligger ned til byens træskibshavn, hvor det traditionelle havnemiljø blomstrer. Området består også af fiskebutikker, spisesteder og roklubber. På den anden side af sejlsportscenteret ligger Aarhus Ø med en stor koncentration af nye boligbebyggelser, som har glæde af livet omkring sejlsportsaktiviteterne. Den nye bydel er også gjort til en rekreativ bydel med promenader, opholdssteder og direkte adgang til vandet.
Bygningen er sammensat af flere dele med forskellig bygningshøjde. Den store hal til de højeste sejlbåde ligger ud mod vandet med store vinduespartier rettet mod både vandet og skoven. Den lidt lavere hal er en bygningsdel, som også rummer et stort loungeområde orienteret ud mod vandet og med udgang til en stor terrasse, som der er også er adgang til fra forpladsen. Terrassen ligger på taget af den laveste bygningsdel, hvor hovedindgangen ligger. Bygningen trapper altså ned mod ankomsten og åbner sig op mod slæbestedet i en kileform.
Sejlsportscenteret er i høj grad funktionelt udformet og indrettet, ligesom en båd er optimeret til sit formål. Konstruktionen er eksponeret og gør det til en meget ærlig bygning. Der er ikke en skal tilføjet konstruktionen. Det meget nøgterne udtryk giver et tidløst præg og samtidig en stærk identitet, der dog ikke peger meget på sig selv. Bærende betonsøjler på ydersiden af facaden slår en stille rytme an, som brydes af skråtstillede, stabiliserende søjler ved hjørnerne. Denne elegante løsning giver et bedre udsyn i hjørnet og et mere ”rundt” hjørne.
For de rådgivende ingeniører, Henry Jensen A/S i Odense, har det været en spændende opgave. Som Jan Bjørnskov fra firmaet fortæller, er det et rigtigt betonhus. Det bliver det ikke nødvendigvis ukompliceret af, men de største udfordringer har været undergrunden.
Huset er pælefunderet, og der blev tidligt konstateret rammehindringer i form af betonelementer, som lå i opfyldet under bygningen, og under slæbestedet blev der konstateret blød bund.
De skrå søjler ved bygningens hjørner indgår i bygningens stabilitet og bærer samtidigt hjørnet. Jan Bjørnskov kaldet huset omvendt, idet konstruktionen står udvendigt og glasfacaderne inde bag. Arkitektonisk giver det et mere roligt rum indenfor og skydeportene kan bevæge sig frit.
Find andre byggerier på oversigtskortet