Skibstrup Affaldscenter
Gørlunde 4B
3140
Ålsgårde
Danmark
Det er ikke arkitekturen, der løber med førstepladsen, når man kaster et blik på den nye maskin- og mandskabshal på Skibstrup Affaldscenter i Ålsgårde. Men det er heller ikke meningen. Til gengæld kan der stort set ikke opnås en højere harmoni mellem omgivelser og måden, hallen er bygget på.
På Skibstrup Affaldscenter kommer borgere dagligt kørende – ofte med en trailer som påhæng fyldt med potteskår, haveaffald, gamle madrasser, pap, plastik og meget mere. I daglig tale benytter man mere navnet ‘Genbrugspladsen’. Og kigger man bag facaden på den nye grå maskin- og mandskabshal, så er ordet ‘genbrug’ som yndigt forårs-fuglefløjt. Den er opført med inspiration efter princippet ‘vugge til vugge’, der beskriver, at materialerne, som anvendes, skal indgå i naturen eller bearbejdes og genanvendes.
- Vi har bevidst fra start haft den holdning, at hallen ikke skulle se prangende ud. Hovedessensen er, at hallen skal være funktionel for medarbejderstaben, forklarer Martin Søndergaard, projektleder hos Forsyning Helsingør, der er bygherre.
Ved første øjekast kunne hallen godt minde om en støvgrå brandstation. Bombastisk med maskinhal i den ene ende og med seks porte til de tonstunge maskiner. For enden med egen dieseltank – og vaskeplads udendørs. I den anden ende finder man mandskabshallen med køkkenafsnit, bad og omklædning og kontorer samt et stort rum på første sal til undervisning.
Træder man nogle skridt baglæns, kan man se solfanger/paneler på taget. Der er placeret i alt 50 solfangere/paneler, der gør, at bygningen er selvforsynende – og måske endda producerer mere, der i så fald ryger ud i el-nettet.
Solpanelerne er opbygget som sandwichelementer, hvor der i den nederste del løber en væske, som optager den overskydende varmeenergi, der oplagres i cellerne. Denne funktion er med til at opvarme brugsvandet i bygningerne og er med til at drive væske- eller vandvarmepumpen. Kombinationen mellem væske- eller vandvarmepumpen og solpaneler gør, at hele bygningen overholder kravene til de nye 2015 lavenergiregler
Totalentreprenør og arkitekt Vida A/S har fra start udfordret Forsyning Helsingør, der i samarbejde med rådgivende ingeniør Dines Jørgensen & CO afholdt en licitation over bygningen. Vida A/S har nemlig betragtet projektet helt forfra efter at have vundet licitationen. Det er i fællesskab blevet til, at man har etableret en klima- og miljøstrategi for hele projektet.
Find andre byggerier på oversigtskortet