Dong Energy A/S
Nesa Allé 1
2820
Gentofte
Danmark
Det tredje materialetema, glas, er anvendt til såvel facader som tag over atriets gadeforløb. Glasset skaber transparens, lys og varme med den konsekvens, at både varme og dagslys også skal reguleres. Det sker med en kombination af fast monterede alu-lameller på facaden og screens, solgardiner, der individuelt kan dæmpe solen. Samtidig skal den lovbefalede brandventilation etableres; det er her sket med synkroniserede spindeldrev fra Geze Danmark, type E260, integreret i det kinesisk producerede profilsystem i atriets tag. Spindeldrevet er en kompakt komponent til top-, bund- og sidehængte vinduer samt udadgående tagopluk. De minimale indbygningsmål og en fornem detaljering med indvendig ledningsføring og mekaniske belastningsfrakobling gør drevet til en kvalitetsløsning til selv mindre vinduer.
- I dette tilfælde er tagets opluk bundhængslede, hvor spindeldrevet så er monteret, oplyser montøren, Climatic A/S.
Supplerende har Geze Danmark i øvrigt også leveret dørpumper til døre ved fællesområder på svalegange og balkoner. Pumperne er monteret på døre fra det brede program, som er leveret af Jeld-Wen til projektet. Fra ordrebogen citerer vi branddøre BD30 og BD60 samt lyddæmpende døre til specielt konferencemiljøer, her med en effekt på dB35. Med på ordren er også dobbeltdøre med ekstra højde (250 cm) i malede trækarme.
Glasløsningerne betyder samtidig, at bygningen har specielle værdier, når mørket falder på. Til at forløse aftenversionen har belysningsproducenten Fagerhult været taget med på råd. Fagerhult har leveret almen belysning af f.eks. trapper og gangarealer med det meget anvendte downlightarmatur Pleiad. Pleiad G2 er udstyret med en raffineret variant af Fagerhults reflektorteknologi SLD og er tilpasset de nyeste kompaktlysrør. Det giver mulighed for at gå ned i effekt eller at anvende færre armaturer. På gangbroer og balkoner er der valgt Notor pendler. Men i tilgift har belysningsdesignerne tilsat grundarmaturer som Basic, Densus og en del produkter fra den italienske producent Simes, som Fagerhult forhandler herhjemme. Tilsammen giver det en belysning, der til fulde opfylder arbejdspladsernes funktionskrav, og som frem for alt skaber spektakulære effekter om aftenen, og bygningen præsenterer sig som en lysende skulptur.
At skabe lys og transparens i bygningerne med signaler om åbenhed og troværdighed har været en erklæret pointe. I den værktøjskasse finder vi også anvendelsen af træ i indretningen: Håndværk med udpræget sans for detaljen i dialog med det tekniske stål, overalt synligt som ætling af en el-mast! Tømrerne har haft meget at gøre med trægulve og undergulvene under dem på gangbroer og svalegange. I alt 3.000 kvm udførte GG Byg med et akustisk underlag af Neopren® gummi efterfulgt af 18 mm krydsfinér. Krydsfinéren var også basismaterialet til teknikhusene på taget, hvis korpus GG Byg også stod for. Den lille tømrervirksomhed var igennem fire år et fast indslag på Nesa Allé, også på tilkaldevagt, når der var brug for et par ekstra arme til påtrængende arbejdsopgaver. Og den, der glæder sig over de fine små gangbroer i egetræ, tværs over bassiner i den stemningsfulde bygade, kan også sende en stille tak til GG Byg.