Slotsarkaderne
Slotsgade 25
3400
Hillerød
Danmark
Der er noget meget gammelt, så er der noget ældre, og så er der noget helt nyt.
Man kan nærmest sige, at der er tre generationer under samme tag, når man taler om udvidelsen af shoppingcentret Slotsarkaderne midt i Hillerød.
Projektet omfatter udvidelse af eksisterende butiksareal med ca. 2400 kvm samt etablering af 13 ungdomsboliger på øverste etage. Det er sket ved at rive en eksisterende bagbygning ned og skære huller i den eksisterende centerfacade for at kunne sammenbygge den nye tilbygning med Slotsarkaderne og en nyklassicistisk bygning fra 1895 mod gågaden, som er inddraget til formålet. Altså en 1800-tals bygning, en bid af den eksisterende arkade og en helt ny tilbygning.
Udvidelsen kan da også ses fra to sider, nemlig Slotsgade – som er Hillerøds gågade – men mest fra bagsiden, hvor der også er indgang til Slotsarkaderne. På bagsiden bliver der yderligere skabt et nyt hyggeligt byrum ved Danner Plads, som et samlingspunkt for butiksmiljøet, det eksisterende parkeringshus og de nye ungdomsboliger.
Det er H&M, der har fyldt de 2.400 kvadratmeter i to etager med bl.a. kjoler, bukser, skjorter og heldragter til babyer samt en H&M Home med alt inden for interiør til hjemmet. De mange kvadratmeter smelter sammen med det eksisterende shoppingcenter, og gør den nye H&M til en af byens største butikker. På anden sal af tilbygningen er der etableret de 13 etværelses ungdomsboliger med hems, eget bad og køkken og fælles tagterrasse.
Spæncom har leveret 1638 kvadratmeter huldæk i tykkelsen 270 mm. De 108 er over stueetagen og 83 er brugt over første sal. Dækkene ligger på nogle store betonbjælker, der støtter på søjler. Der er skåret skråt i den ene ende af en række elementer, så de passer med nogle forskydninger i den ene facade.
Det er Danske Shoppingcentre P/S, der er bygherre. AK 83 Arkitekter A/S har varetaget arkitektydelsen og Wullum Pasgaard og Øllgaard har varetaget ingeniørydelsen. Byggearbejdet er udført af Byggeselskabet Paulsen A/S som totalentreprise. Hos sidstnævnte gjorde man et fund, man ikke lige havde regnet med i forbindelse med nedrivningen af en eksisterende bagbygning. Her fandt man en 200 kvadratmeter gammel kælder fyldt op med jord.
– Vi var godt klar over, at vi ville støde på gamle fundamenter, men det var mere, end vi lige havde forventet. Her lå ganske enkelt en kælder, fyldt med jord, som der var lagt låg på og så lavet en parkeringsplads ovenpå, forklarer Dennis Trust, projektleder ved Byggeselskabet Paulsen.
En anden udfordring var at bygge på pladsens bløde jord. Derfor står hele tilbygningen på pæle. Derudover er der lavet et forsinkelsesbassin til regnvand på Danners Plads for ikke at overbelaste kloakkerne.
Sammenlægningen med den gamle bygning fra 1895 mod gågaden har haft sine særskilte krav i projektet. Bygningen er nemlig delvist fredet og er derfor bragt tilbage til den oprindelige facade i kvaderpuds, som tidligere blev brugt som en god erstatning for tunge natursten.