Dalby Skole og Gymnastikforening
Dalbyvej 97
6000
Kolding
Danmark
Dalby Skole og Dalby GF er i totalentreprise blevet udbygget efter et udførligt og gennemarbejdet program fra bygherrens side. Ind- og udskolingsbygningerne er udført i henholdsvis rød og gul tegl, der svarer til det eksisterende byggeri, men man har arbejdet med farver i teglen, som stikker lidt ud fra resten. Det har for Nova 5 Arkitekter været væsentligt at skabe harmoni med det eksisterende, men samtidig gøre det tydeligt, hvor der er tale om nyt byggeri.
– Vi har prioriteret en helhedsløsning, sådan at de eksisterende bygninger kommer til at hænge naturligt sammen med de nye, og således at alle kvadratmeter bliver udnyttet bedst muligt, og der ikke kommer til at ligge døde områder hen, forklarer CEO, partner og arkitekt MAA Hanne Vinkel Hansen fra Nova 5 Arkitekter, og fortsætter:
– Der er gjort meget ud af de fælles faciliteter både inde og ude. Særligt bør fremhæves læringstrapperne, hvor man kan samles om én stor funktion eller i små grupper og få noget bevægelse ind. De visuelt indbydende læringstrapper findes i et dobbelthøjt rum i god belysning, med naturligt ovenlys og kig til himlen og vejret udenfor. De grønne trapper og det store, centrale rum er omdrejningspunkt for det pædagogiske.
– Både indskolings- og udskolingsbygningen er designet således, at der er et dobbelthøjt, fælles rum, som klasseværelserne er beliggende ud imod. I indskolingsbygningen vender trappen hen mod en flade, hvor man kan vise film eller lave teater. Her kan man være i centrum og fremlægge noget eller sidde i små grupper. I mellemtrinnet og udskolingen, hvor man arbejder mere ude af klassen, for sig selv eller i grupper, er der det centrale, dobbelthøje rum med den iøjnefaldende trappe i grønne farver. Her inviterer vi naturligt indenfor ved at løfte musiklokalet op i form af en smuk, grøn og gullig boks, som man kan gå ind under og åbne det store parti ud mod skolegården. Hvad enten man bevæger sig indefra og ud i skolegården, eller man ankommer til bygningen udefra, er man ikke i tvivl om, at det er her, man mødes, og her der foregår mange spændende ting i undervisningen. Alle klasseværelserne har dørene placeret ud imod det store, høje fællesrum, siger Hanne Vinkel Hansen.
– Musikboksen, der hænger og svæver, er beklædt med en meget markant, gul plade, og har en foldevæg, der kan foldes til siden, så eleverne kan spille musik for dem, der sidder på læringstrappen, eller skoleinspektøren kan tale fra boksen ud til alle eleverne. Musikken, foredrag og andre aktivitet her er i høj grad med til at skabe det miljø og liv, som har været et stort ønske, pointerer Hanne Vinkel Hansen.
– Trappen kan rumdannes ved at flytte rundt på løse blokke, således at man ikke behøver kun at sidde og kigge i én retning med envejskommunikation. Trappen kan anvendes i en opløst form med små grupper af elever. Gulvet er belagt med tern og skalerer rummet lidt ned, mens den smukke grønne farve trækkes ind fra det omgivende miljø. Tæppet gør rummet til noget særligt, og det tror vi på, får børnene til at passe bedre på rummet og skolen, fortsætter Hanne Vinkel Hansen.
Alle læringsmiljøerne er i klynger af tre med små og mellemstore læringsområder, hvor eleverne kan arbejde én og én, to og to, eller i større sammenhæng med fremlæggelse og lignende. Lyset er også en væsentlig del af miljøet i fællesrummene. I det store fællesrum kommer der lys ind fra siden i facaden under musikboksen, og der er ikke mindst det store ovenlys.