Søstrehuset

Søstrehuset var i sin tid hjemsted for byens ugifte kvinder som led i den indretning af byen som den reformatoriske Brødremenighed foretog i 1770’erne. Det skete efter en særlig kongelig forordning underskrevet af Christian d. 7. og Johann F. Struense, hvorefter Christiansfeld blev anlagt med en snorlige og symmetrisk bygeografi.

De efterfølgende år knopskød Søstrehuset til en trefløjet bygning og fremstår i dag med sine 4.000 kvm som et af byens største bygningsanlæg. Indtil for få år siden var bygningen udlejet til Missionsselskabet, der imidlertid rykkede til Aarhus, hvorefter den store bygning blev ledig. Det gav startskuddet til en omfattende renovering af huset og en ny organisering, så det i dag er omdannet til ‘Kulturarvens, Kunstens og Videnskabens Hus’ med følgende beboere: turist-og kulturforeningen Christiansfeld Centret, Brødremenighedens Museum og Arkiv, Christiansfeld Lokalhistoriske Arkiv og Kolding Musikskoles afdeling i Christiansfeld.

‘Rør ikke sommerfuglestøvet’

Fra den ene etage til den anden vandrer man gennem stilhistorien, når udtryk fra rokoko og empire møder klassicisme og barok. På trappegelændernes balustre, døre og interiør dominerer tidens foretrukne stiltræk bestemt af, hvornår den pågældende del af huset er bygget. Der er passet på historien.

- Gør det brugbart, uden at det går ud over sommerfuglestøvet. Sådan lød forhåbningen fra Mærsk-Fonden, der har doneret en stor del af den samlede byggesum for renoveringen. Og at bevare det oprindelige synes jeg, vi er kommet ganske godt fra med et princip om, at huset skulle fremstå ligeså autentisk som inden renoveringen, siger arkitekt Jørgen Toft Jessen M.A.A., der har været rådgiver på projektet.

- Renoveringen har omfattet alle vinduer og døre, men kun ganske få af vinduerne er blevet udskiftet, fordi de var i for dårlig stand. Alle andre af bygningens over 200 vinduer er blevet udtaget sammen med rammer og renoveret. Det gælder også dørene, hvor næsten alle hver især er blevet sat tilbage samme sted efter endt renovering. Der er naturligvis indlagt moderne installation, men kun få steder er der ændret afgærende ved konstruktionerne – det gælder f.eks. lyddæmpning af et rum, der skulle bruges til musikaktivitet, eller står alt som det oprindelige, siger Jørgen Toft Jessen.

Historisk vingesus

I sin storhedstid i midten af 1800-tallet, var der en livlig aktivitet på alle etager. Her boede omkring 150 kvinder, hvis sociale og åndelige fællesskab var knyttet sammen af forskellige gøremål som madlavning, håndværk og ikke mindst af dagens mange andagter med sang og bøn, som foregik i den store korsal på anden etage i vestfløjen. Man kan i dag fornemme det historiske vingesus – korsalen virker uberørt af de mellemliggende århundreder, især på grund af sit originale møblement og interiør – rækker af hvide bænke, det smukke orgel for enden af rummet samt lysekroner i lange snoretræk fra loftet.

Lyset strømmer ind fra store gavlvinduer og videre ned gennem de lange gangarealer, hvor man undervejs støder på de karakteristiske fællesskabe til opbevaring af tøj og linned. En etage op gentager indretningen sig kun afbrudt af korsalen.