Værktøjsproducent i fransk nærkontakt

Danish Tool Productions ApS har valgt at udstille på Batimat i Paris for at komme i kontakt med det franske og sydeuropæiske marked

På en byggemesse er det ikke let at finde dansk produceret værktøj blandt de rigtig mange udenlandske udbydere – men Danish Tool Productions ApS  er altså at finde her på en stand på Batimat. For første gang.

- Vi har tidligere udstillet på Eisenwarenmessen i Køln, som er en udmærket messe vi har været ganske godt tilfredse med, men nu vælger vi at prøve noget andet for at komme i kontakt med det store franske marked, men også med sydeuropæiske markeder i det hele taget, siger Niels Mostrup, der er salgschef i familievirksomheden Danish Tool Productions ApS med hjemsted i Randers.

Virksomheden beskæftiger sig bl.a. med produktion og salg af tilbehør til el-værktøj til byggeindustrien, herunder skærende værktøjer til mursten og blokke.

- Vi er ganske godt tilfredse med udviklingen på det danske marked, hvor det generelt går godt. Vi oplevede et mindre dyk sidste år, men er nu på vej op igen, så vi er rimeligt positive i forhold til 2014, siger Niels Mostrup.

Virksomheden har eksisteret siden 1989 og siden har den formået at udvikle sig positivt med salg til en række udenlandske markeder, så eksportandelen i dag ligger på 85 procent.

- Det danske marked er stort set mætte, så det gælder om at komme ud og finde nye markeder og det undrer mig faktisk lidt, at der ikke er flere danske udstillere end tilfældet er, for jeg tror man går glip af mange muligheder, hvis man ikke selv gør noget for at bevæge sig ud over det danske marked. Vi har selv haft god succes med at være tilstede på messen i Køln og Tyskland er sammen med de skandinaviske lande de vigtigste markeder for os i dag, siger Niels Mostrup og tilføjer:

- Sommetider kan man godt får fornemmelsen af, at den danske erhvervspolitik mere drejer sig om at skaffe udenlandske virksomheder til Danmark frem for at sikre, at danske virksomheder kommer ud på de udenlandske markeder og skaber noget eksport, for et er jo, hvad vi har brug for, siger Niels Mostrup.

Foto: - Det danske marked er stort set mættet, så det gælder om at komme ud og finde nye markeder, siger Niels Mostrup, salgschef for Danish Tool Productions ApS fra standen på den franske byggemesse Batimat

Læs mere om Batimat-messen i december-udgaven af Byggeplads.dk