Håndværkere skal igen på byggerimesse i marts

Danmarks største byggerimesse er igen klar til at invitere 30.000 fagfolk til BYGGERI-messen i MESSE C i Fredericia fra den 21. til 24. marts 2023

Danmarks største byggerimesse er igen klar til at invitere 30.000 fagfolk til BYGGERI-messen i MESSE C i Fredericia fra den 21. til 24. marts 2023, hvor der bl.a. er mulighed for at blive klogere på de nyeste tiltag inden for bæredygtighed og effektivt byggeri.

For første gang i flere år – og efter en coronapandemi – kan byggeriets fagfolk nu mødes igen, når BYGGERI’23 samler byggebranchen til fire dages messe i Fredericia.

BYGGERI-messen har de seneste 15 år fokuseret på især bæredygtighed og klimavenlige tiltag, men siden messen senest blev afholdt i 2018 er disse temaer kravlet længere op på dagsordenen i byggebranchen, ligesom specielt det seneste år med varierende priser og energikrise har skabt nye udfordringer, som kræver nye løsninger i byggeriet.

BYGGERI’23 kommer således til at fokusere på det effektive byggeri. Cirka 300 leverandører vil i MESSE C præsentere nye effektive energi- og ressourcebesparende materialer, løsninger, metoder samt rådgivning til et mere effektivt byggeri.

”Vi har det sidste år sagt farvel til business-as-usual og goddag til turbulens med varierende materiale- og energipriser og øget fokus på bæredygtighed. Det påvirker også byggebranchen og har skabt en række udfordringer – eller muligheder – som branchen nu skal gribe og håndtere,” siger Palle Thomsen, adm. direktør hos Brancheforeningen Danske Byggecentre.

Ifølge Palle Thomsen er det derfor vigtigt, at branchen igen har mulighed for at samles i Fredericia og få indblik i de nyeste tendenser, udveksle viden og erfaringer samt få inspiration lige fra idéfase til opførelse og vedligeholdelse.

”Byggeriet kommer ikke udenom at skulle arbejde og bygge mere effektivt med nye materialer, teknologier og løsninger, der både skaber et grønnere, men også et mere økonomisk bæredygtigt byggeri. Her er BYGGERI’23 stedet, hvor håndværkere og andre fagfolk kan få indblik i de nyeste løsninger og metoder og få branchen igennem det, der tegner til at blive en udfordrende tid.”

På BYGGERI’23 vil besøgende fagfolk som noget nyt også kunne besøge et nyt, særskilt bæredygtighedsområde. Her bliver der talt om bæredygtighed i øjenhøjde med udgangspunkt i det daglige arbejde og mulighed for at tale og diskutere bæredygtige valg med relevante personer og organisationer.

Om BYGGERI’23

BYGGERI-messen har gennem årene positioneret sig som Danmarks største byggerimesse for byggevarer og afholdes hvert andet år i MESSE C i Fredericia. I år er det 19. gang, messen finder sted. Det sker fra 21. til 24. marts 2023. Bag BYGGERI-messen står Danske Byggecentre, der er brancheorganisation for landets førende byggecentre, trælaster og byggemarkeder.

BYGGERI-messen arrangeres i samarbejde med leverandører og er en inviteret fagmesse, hvor ca. 300 leverandører, fordelt på ca. 28.000 kvm., udstiller produkter og løsninger. Messen besøges af byggeriets fagfolk.