SOSU-skole Køge
Campus Køge
4000
Køge
Danmark
Med sine hvide mure og sit enkle udtryk falder den i øjnene, den nye SOSU-skole i Køge, som den ligger lidt ensomt for sig selv i et område, hvor mange af byens uddannelsestilbud efterhånden er samlet.
For blot 15 år siden var området præget af kornmarker og åbent landskab. Kun den gamle Ølby Skole og Køge Handelsskole markerede, at her lå Køges nordligste del.
I mellemtiden er Skandinavisk Transport Center dukket op og samtidig har flere og flere uddannelsesinstitutioner fundet vej til denne del af Køge.
Derfor var det helt naturligt at placere den nye SOSU-skole i forbindelse med en omstrukturering af den populære uddannelse.
SOSU-skolen i Greve blev nedlagt og funktionerne flyttet til den nye skole i Køge, ligesom også andre SOSU-skoler på Sjælland har fået nye uddannelsesretninger og andre opgaver.
Solidt samarbejde
- Ved udformningen af SOSU-skolen har der været lagt stor vægt på at indarbejde de krav, ønsker og behov, som bygherren og brugerne har til den nye skole, udtaler Dahl A/S, der har været totalentreprenør på byggeriet.
- Det har været vores ønske at omsætte de projektmæssige værdier til et godt kvalitetsbyggeri gennem en løbende proces, baseret på et godt samarbejde mellem de involverede parter.
Dahl A/S fik overdraget opgaven som totalentreprenør efter et forprojekt udarbejdet af Arkitektfirmaet Mangor & Nagel, hvorefter færdigprojekteringen blev udført i samarbejde med arkitektfirmaet Nøhr & Sigsgaard A/S, til det projekt der skulle føres ud i virkeligheden.
PPS Consult A/S har været bygherrerådgiver, mens Oluf Jørgensen Roskilde A/S har været rådgivende ingeniør.
Byggeriet gik i gang i marts 2014 og blev overdraget til bygherren i februar 2015, og umiddelbart efter rykkede de første elever indenfor på den nye skole.
Udførelsen af et så stort byggeri på så relativt kort tid understreger, at samarbejde parterne imellem har fungeret upåklageligt. Alt er forløbet helt som det skulle.
Som fod i hose
Den stramme tidsplan for byggeriet betød også, at der ikke var plads til slinger i valsen. De enkelte underentreprenører skulle være klar, når deres bidrag til byggeriet skulle falde på plads. Det stillede krav til både planlægning og logistik.
- Et eksempel var de betonelementer råhuset er bygget op af, fortæller Dahl A/S.
- Produktionstiden på disse elementer betød, at ‘betongeometrien’ skulle fastlægges så tidligt i byggefasen, at elementfabrikken kunne udføre deres opgave sideløbende med hovedprojekteringen.
Det var virksomheden Contiga Tingslev A/S, der havde fået opgave at levere betonelementerne. Det være sig huldæk, vægge, bjælker og søjler, der alt sammen blev produceret på virksomhedens fabrik i Tinglev, hvorfra det blev sendt til Køge, hvor det blev samlet.
Efterfølgende var det virksomheden Fjelsø Alufacader A/S fra Esbjerg, der forestod udførelsen af husets glas og alufacader.
- Vi indgik aftale med Dahl A/S om alufacaderne, som er udført i facadesystem Trigon 50 fra Hueck. Farven på glasfacaden om de omgivende konstruktioner er afstemt til optimal æstetik, fortæller Bjarne Glargaard fra Fjelsø Alu Facader A/S.
- Døre og vinduer er fra Hueck System Lampda 77 og de højtsiddende ventilationsklapper er udført med røgventilation i tæt samarbejde med Windowmaster. Glasset blev tre-lagsglas solafskærmende glas fra Interpane, Ipasol Neutral 73/42 for overholdelse af ekstrem lav U-værdi.