Cowi, Nobelparken
Jens Chr. Skous vej 9
8000
Aarhus C
Danmark
Den ca. 48.000 kvm store parkbebyggelse, som er beliggende nord for Universitetsparken i det trafikale knudepunkt mellem indfaldsvejen Randersvej og Nordre Ringgade, rummer Aarhus Universitets Faculty of Arts og dele af Business and Social Sciences, 30 gæsteforskerboliger i forskellige størrelser, samt erhvervslejemål udlejet til bl.a. PWC og Cowi.
Det første spadestik til Nobelparken blev taget den 20. august 1997. Samme år som den første forsker ved Aarhus Universitet, Jens Christian Skou, modtog Nobelprisen. Vejen, der løber gennem bebyggelsen, er navngivet Jens Chr. Skous Vej, og bebyggelsen er opkaldt efter Alfred Bernhard Nobel (1833-1896), som står bag oprettelsen af Nobelpriserne.
Nobelparken har modtaget flere priser: Bygherreprisen i 2004 og Aarhus Kommunes Arkitekturpris i 2000.
Nobelparken er bygget op som en tæt bydel i fem-seks etager med en randbebyggelse, som flankerer gaderummene og omkranser en grøn parkbebyggelse med torve og pladser mellem bygningerne. Randbebyggelsen markerer gadens facadelinje, samtidig med at bygningskroppen værner parkbebyggelsen og de grønne opholdsarealer mod støj fra de trafikerede veje. Under bebyggelsen er der etableret parkering i kælder, hvilket frigør rum mellem bygningerne til attraktive opholdsarealer.
Med punkthuse i røde tegl, indpasser bebyggelsen sig i det eksisterende boligområde. I randbebyggelsen udfyldes rummene mellem punkthusene af transparente trapperum og store støjskærme i glas, som tillader kig ind til den bagvedliggende parkbebyggelse. Spillet mellem de massive teglstensgavle og de store glaspartier giver den langstrakte facade et let og varieret udtryk.
Den seneste udbygning stod færdig i juni 2019 og skal fungere som kontor til rådgivningsfirmaet Cowi A/S, som ud over at være lejer også har været bygherrerådgiver og ingeniør på udbygningen. Bebyggelsen Nobelparken er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller, som også har været arkitekter på Aarhus universitetspark, der blev påbegyndte tilbage i 1933. Totalentreprenøren NCC Danmark har stået bag opførelsen af de nye kontorfaciliteter med tilhørende nybygget parkeringskælder.
CSK Stålindustri A/S, som blandt andet har været med på Operahuset, Skuespilhuset, Experimentarium samt Blox i København, har været med til at opføre den nye tilbygning. Steen K. Bojesen, projektdirektør ved CSK Stålindustri A/S fortæller, at de i dialog med arkitekten og bygherre, har været med til at designe trapper og værn, således at det eksklusive design er blevet bygbart. Derudover har CSK leveret stålkonstruktionerne til den nye tilbygning.
Den nye tilbygning er indrettet med et lyst og indbydende atrium, som strækker sig i bygningens fulde højde.
I stueplan er kantinen placeret i åben forbindelse med ankomstområdet, og på øverste etage findes et stort attraktivt mødelokale med udsigt over hele byen og bugten samt udgang til en stor tagterrasse.
Alle etager er bundet sammen af en glaselevator, som elegant skyder sig op gennem det høje atrium mellem to betonskiver. Parallelt med elevatoren svæver en fremskudt, hvid boks med fire mødelokaler over hinanden.
Trælameller og grønne hængeplanter tilfører rummet varme og liv i kontrast til de hvide flader, glas og rå beton.