Sygehus Sønderjylland
Kresten Philipsens Vej 15
6200
Aabenraa
Danmark
Den store skurby står ved Sygehus Sønderjylland i Aabenraa endnu, og det vil den gøre året ud. 5E Byg A/S, der har stået for hovedentreprisen på akutsygehusets fase 2, er nu i gang med at ombygge sygehusets oprindelige bygninger fra 1992. Det sker i tæt samarbejde med regionens bygningsafdeling. Alle involverede har haft medarbejdere med beslutningskraft i skurbyen, så der aldrig var langt fra tanke til handling. Hovedentreprenøren har haft hele otte mand på stedet til at styre byggeriet.
Den første fase af akutsygehuset blev afsluttet i 2014 og indeholder blandt andet et familiehus, sterilcentral og en optimeret skadestue. Med den netop færdiggjorte fase 2 har akutsygehuset desuden fået flere sengepladser, bedre forhold for patienter såvel som personale og væsentligt forbedret logistik. Mens sygehusets funktioner og patienter flytter ind på de nye gange, fortsætter byggeriet. Udenfor skal der etableres flere parkeringspladser, tekniske anlæg og et bassin til lokal opsamling af store mængder regnvand.
Som prikken over det logistiske i skal den dedikerede asfaltvej, som ambulancerne dagligt kører patienter til og fra sygehuset ad, gøres ensrettet. I dag må ambulancerne foretage trepunktsvendinger for at komme ud fra akutsygehuset. Det kan både forsinke den udgående og indgående trafik med patienter, som sjældent har tid til forsinkelser på deres vej til akut behandling. Planen er derfor at forlænge ambulancevejen, så den fortsætter ud på den anden side af sygehuset. Det vil spare ambulancerne for afgørende sekunder på vej til og fra sygehuset.
Alle Sygehus Sønderjyllands bygninger er beklædt med gule tegl. Den detalje går igen sammen med mørke vinduer i de to nederste etager af sygehusets fase 2. Her er den arkitektoniske sammenhæng mellem den 22.000 kvadratmeter store tilbygning og sygehusets ældre bygninger helt tydelig. Men så hører ligheden også op.
Etagerne over er klædt i hvide betonelementer med store, hvide vinduer. Adskillelsen mellem anden og tredje sal er gjort tydelig ved at lade elementerne stikke ud over den gule murkrone. Det giver samtidig den hvide del af bygningen et let og nærmest svævende udtryk. Bygherrens projektleder på byggeriet, Martin Djørup, opsummerer byggeriets udtryk med, at det bærer præg af “en tiltrængt arkitektonisk tanke’. Deri vil de færreste nok være uenige.
Fase 2 er det til dato største byggeri på Sygehus Sønderjylland. Derfor har letheden også været et vigtigt element at bringe ind. De øvre etager er delt op i tre ”fingre”, som udgår fra en ”håndrod” med fælles funktioner – igen et greb, som skal sikre lethed og dagslys til alle patienter.
Men det er ikke kun udefra, der er gjort en dyd ud af det lyse og lette. Den fredskov, som afgrænser sygehuset fra Aabenraa by, er brugt som gennemgående tema for at give arkitekturen en helende effekt. Ydervæggen i hver patientstue er beklædt med lyst askefiner, som indrammer den flotte udsigt. Folie på skydedørene til badeværelserne gengiver den lokale flora, og nærbilleder af den helende, grønne natur er ophængt i små billedrammer på gangene. I gavlen af hver gang har patienterne adgang til et lyst rum med glas fra gulv til loft og dermed en helt uhindret udsigt. Effekten er, at trætoppene er synlige fra de fleste rum – og man ingen steder er ude af kontakt med omgivelserne.