Skoleparken Blok B1-B5
Hillerødsholmsalle 17-137
3400
Hillerød
Danmark
Der har ikke været en god fe, der har svunget sin tryllestav og forvandlet et græskar til en karet, mus til heste og en bondekjole til en prinsessekjole. Men forvandlingen af de ni boligblokke, kaldet Skoleparken, i Hillerød er ligeså så stor.
For de ni boligblokke er slet ikke til at kende igen. Den tidligere grå monotone facade i betonelementer er nemlig helt væk. Samtidig er der ændret på den oprindelige arkitektur med nye markante indgangspartier og fremskudte altaner, så fortidens levn nærmest er kapslet inde. Tagflader er blevet efterisoleret, der er lagt nye tagsten, tagrender og nedløb er skiftet ud, og her er nye lavenergivinduer. Dog har renoveringen også haft sit indtog i selve boligerne, hvor der er nye køkkener, der er etableret ventilation i boligerne, og elinstallationer er blevet opdateret.
Den gennemgribende renovering er foregået i flere etaper, og nu står blokkene fra B1 til B5 også færdige. Denne del omfatter en renovering af 252 boliger, der er blevet reduceret til 237 boliger. Der er således nu 396 boliger i alt i de ni blokke, hvoraf de 60 af dem er tilgængelighedsboliger med adgang fra terræn. Det er sammenlægning af etværelsesboliger med nabolejligheder, der nu fremstår som tre- og fireværelses familieboliger.
Der er derudover etableret et nyt aktivitetshus til fysisk udfoldelse og cafehygge for alle aldersgrupper, og udearealerne har ligeledes fået et løft.
Det er Boligselskabet Nordsjælland, der er bygherre med Rambøll Danmark på en række poster, som totalrådgiver, arkitekt og rådgivende ingeniører. Adserballe & Knudsen A/S har været hovedentreprenør på hele projektet.
Det samlede projekt har en byggesum på ca. 650 mio. kr. Landsbyggefonden har støttet med ca. 450 mio. kr. i renoveringsstøtte.
Skoleparken er et klassisk blokbyggeri fra 1950-60’erne. De gamle boligblokke med datidens betonelementfacade har fået et kæmpe kvalitetsløft. Uden på den gamle facade er der blevet isoleret og opmuret en ny murstensfacade. Nye lavenergivinduer med hvide rammer giver nyt liv og samtidig modspil til de nye indgangspartier med falset zinkbeklædning i sort. Og der er trukket mere dagslys ind i boligerne. De tidligere ”midtfor-boliger” er blevet inddraget til tilgængelighedsboliger med tilhørende elevator i disse opgange.
På altansiden af blokkene er den flade, monotone facade også forsvundet ved at udvide de indeliggende altaner. Altanerne er skråtstillede og giver et fremspring i facaden og adskiller sig yderligere ved, at vinduespartierne er med sorte rammer, hvor de øvrige vinduespartier er med hvide rammer. Der er etableret altaner i alle lejligheder og forhaver til stuelejlighederne. I sidstnævnte er der adgang til terræn via trappe. 66 af boligerne har fransk altan og i de resterende er den indeliggende altan altså erstattet med en ny funktionel, skrå altan, der er fire kvm større end den oprindelige.